Roy Keane chokeret og bedrøvet efter United-nederlag
Mål fra Andriy Yarmolenko og Aaron Cresswell sikrede West Ham en sikker 2-0 sejr mod Ole Gunnar Solskjærs mandskab.
Manchester United har kun vundet to af deres seneste seks kampe, og deres tidligere kaptajn Roy Keane havde efter kampen ikke mange pæne gloser at sige om holdets præstation.
– Skræmmende, hvor meget United er faldet, sagde Roy Keane til Sky Sports efter kampen.
– Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg var chokeret og bedrøvet over, hvor dårlige de var.
– Du kan tabe en fodboldkamp, men alt ved dem… de var glansløse, ingen kvalitet, manglende lyst, manglende ledere og manglende karakterer.
– Det er en lang vej tilbage for United, og skræmmende at de er faldet så langt ned.
José Mourinho bidrog til Roy Keanes ord.
– Jeg kan ikke finde noget positivt, sagde Mourinho i studiet, hvor han sad sammen med Roy Keane.
– Vi var dårlige sidste sæson under mig, men jeg kan ikke se nogen forbedringer i denne sæson, selv med tre nye spillere.