Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rooney nævner tre spillere: Her begyndte det at gå baglæns for United

Af Emil Plovgaard
21.02.2024 Kl. 18:35

Sir Alex Ferguson trådte tilbage som manager for Manchester United i 2013.

Det afsluttede samtidig en æra i klubbens historie med knap tre succesfulde årtier.

Siden da har De Røde Djævle ikke været i nærheden af at have lige så megen succes.

David Moyes blev Fergusons afløser, og han holdt kun et halvt år på pinden, før han blev afskediget i en sæson, hvor Manchester United endte som nummer syv.

Ferguson selv mente, at landsmanden Moyes havde de værktøjer, der skulle til, for at få et succesfuldt ophold hos United, men her – 11 år senere – er det fortsat ikke blevet til en Premier League-titel.

Adskillige profiler forlod United i de efterfølgende år. Rio Ferdinand, Nemanja Vidic og Patrice Evra fik lov til at skifte videre, mens legender som Ryan Giggs og Paul Scholes gik på pension.

Store huller at skulle udfylde, og det fik United da heller ikke tilnærmelsesvist gjort.

Spillere som Jesse Lingard, Danny Welbeck og Tom Cleverley, der alle var produkter af klubbens eget ungdomsakademi blev hevet op for at være med til at fylde de store sko ud.

– Først og fremmest mistede vi i Manchester United kernen på holdet i form af Ryan Giggs, Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. De var alle inde i deres sidste år, så vi mistede noget tilstedeværelse i omklædningsrummet, hvor det kun var Michael Carrick og jeg, der var tilbage fra vores generation.

– Så fik man spillere som Jesse Lingard, Danny Welbeck og Tom Cleverley op, som var gode spillere, men ikke i nærheden af den kerne, vi havde på holdet førhen.

– Jeg kan huske efter et nederlag til Liverpool hjemme på Old Trafford under David Moyes, at spillerne dansede rundt om i omklædningsrummet til hip-hop-musik dagen efter. Jeg forsøgte at få højttaleren ud af rummet, og man forsøger at kontrollere så meget som muligt, men det kan man ikke rigtigt, siger Rooney til podcasten ‘Stick to Football’.

Lingard var den mest succesfulde af de tre nævnte spillere, da det lykkedes ham at vinde FA Cuppen, Carabao Cuppen og Europa League i sin tid i klubben, inden han forlod den i 2022.

Welbeck forlod klubben til fordel for Arsenal i 2014, og han er fortsat at finde i Premier League, hvor han er tilknyttet Brighton.

Cleverley trak sig tilbage efter et skadeshelvede sidste år.

Læs de seneste nyheder om Manchester United her.

Annonce