Robertson: Ingen vil trække os i Champions League
Liverpool har været i Champions League-finalen i de seneste to sæsoner, og Merseyside-klubben er igen i år blandt favoritterne til at genvinde trofæet.
De flotte resultater har igen fået folk til at frygte Liverpool, og ifølge venstrebacken Andrew Robertson er der ingen, som har lyst til at trække the Reds:
– Vi respekterer alle vores modstandere, men vi er samtidig godt klar over, hvad vi har udrettet de seneste to år. Det er tydeligt, at ingen vil spille mod os, udtaler han ifølge Sky Sports.
– Vi må vente og se, hvem vi trækker. Uanset hvad bliver det svært, men vi ser frem til udfordringen.
Liverpool sluttede som gruppevindere og kan dermed trække enten Real Madrid, Dortmund, Lyon, Atalanta eller Atlético Madrid i ottendedelsfinalen. Der trækkes lod på mandag.