Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Positive Coutinho-forhandlinger: Dette mangler Chelsea og Barca at blive enige om

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.04.2020 Kl. 14:21
Diario Sport skriver, at Chelsea og FC Barcelona er kommet en lejeaftale for Philippe Coutinho nærmere.

Alt skrider planmæssigt frem i forhandlingerne mellem The Blues og Blaugrana om Philippe Coutinho, skriver Diario Sport denne onsdag.

Den seneste uges tid har det spanske medie bragt adskillige historier om, at Chelsea udviste interesse, havde forhandlet med Coutinhos agenter og nu skulle have startet diskussionerne med FC Barcelona om en lejeaftale.

Og hidtil skulle de have været positive. Barcelona ville foretrække at sælge den tidligere Liverpool-playmaker permanent, men det er angiveligt ikke en risiko, som Chelsea er parate til at tage.

I stedet skulle man nu forhandle om en lejeaftale lignende den, som Bayern München i denne sæson har haft den 27-årige brasilianer på. Her betalte de tyske mestre en forholdsvis stor lejesum på omkring €15 millioner og forpligtede sig til at betale hele Coutinhos løn under lejeaftalen.

Samme struktur skulle Chelsea være klar til at skrive under på, og der er derfor stor optimisme omkring chancen for at nå til enighed.  Der er dog stadig et hår i suppen, om man vil.

Barcelona vil som bekendt gerne slippe helt af med Coutinho, og derfor så klubben gerne, at Chelsea forpligtede sig til at købe playmakeren permanent for omkring £60 millioner, når lejeaftalen udløber efter næste sæson.

Den skulle The Blues dog ikke være helt klar til at bide på.  Frank Lampard & Co. vil gerne have en lejeaftale med købsoption, men den skal ikke være obligatorisk, skriver Diario Sport.

 

Annonce