Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD kårer: Her er Premier Leagues 10 bedste højre backs

Af Morten Bruun Jørgensen
23.05.2020 Kl. 10:16
PLBOLD.dk vil nu kåre de 10 bedste højre backs i Premier League.

Inden Premier League-sæsonen starter op igen, vil vi her på PLBOLD.dk lave en række af kåringer på de forskellige positioner på banen.

Det er altid svært at lave kåringer og især finde ud af hvilke kriterier, der skal i spil. Vi har valgt følgende kriterier, som vi tager udgangspunkt i, når vi skal kåre de 10 bedste spillere på en given position.

● Generelle præstationer gennem 2018/19- og 2019/20-sæsonen
● Præstationer i alle turneringer tæller med
● Præstationer i denne sæson vægter højere end i sidste sæson
● Præstationer i Premier League vægter højere end Superligaen og the Championship fx

10. Djibril Sidibé (Everton)
Han er verdensmester, og han var en del af det fantastiske Monaco-mandskab, der nåede semifinalerne i Champions League for nogle år siden. Det niveau har han dog ikke holdt, og derfor er han også helt nede på 10. pladsen.

9. Hector Bellerín (Arsenal)
Skader har sat den lynhurtige spanier rigtig meget tilbage, og det er tænkeligt, at han havde været placeret højere på listen, hvis han ikke havde misset en lang række kampe de seneste par sæsoner. For han har store kvaliteter.

8. Matt Doherty (Wolves)
Det har virkelig været en fornøjelse at følge den offensive irer i Premier League siden Wolves’ oprykning. Han er faret frem og tilbage og bidraget med både mål og assists. Derudover har han også vist fornuftige defensive evner. En moderne back.

7. Joao Cancelo (Manchester City)
Der var store forventninger til ham, da Manchester City købte ham i Juventus og gjorde ham til verdens femtedyreste forsvarsspiller. Dem har han dog ikke levet op til, og han har i stedet stået i skyggen af Kyle Walker. Der er dog ingen tvivl om, at han er en dygtig højre back.

6. Reece James (Chelsea)
Det er noget af en karriere, den unge englænder har fået stablet på benene. Gik direkte ind på Chelseas hold, da han blev en skade kvit, og sidenhen har han været fast inventar på højre back. Han er en fremtidens mand for the Blues, og allerede nu en af de bedste på positionen i Premier League.

5. Cesar Azpilicueta (Chelsea)
På grund af Reece James har spanieren mest spillet venstre back, men han er naturligt højre back. For nogle sæsoner var han nærmest umulig at komme forbi i defensiven, men han er begyndt at lave flere fejl nu, og måske begynder alderen så småt at trykke den ellers så stabile forsvarer.

4. Kyle Walker (Manchester City)
Der var engang, hvor han var ligaens bedste højre back, men det er ikke tilfældet længere. Han er begyndt at lave flere fejl, og det dalende niveau var også grunden til, at Pep Guardiola investerede i Joao Cancelo.

3. Ricardo Pereira (Leicester)
Leicester lavede et forrygende køb, da klubben hentede Pereira i Porto. Han har været intet mindre end fænomenal som en offensiv højre back, der har lavet mål og assists for the Foxes. Kan sagtens spille for en større klub.

2. Aaron Wan-Bissaka (Manchester United)
Man må bare tage hatten af for den unge englænder, der nærmest fra dag ét har leveret for Manchester United, selvom der var enorme forventninger til ham efter skiftet fra Crystal Palace. Han er en fantastisk forsvarsspiller, der dog stadig har nogle mangler offensivt.

1. Trent Alexander-Arnold (Liverpool)
Verdens bedste højre back. Det er nok det prædikat, Trent Alexander-Arnold har på sig i øjeblikket. For englænderen har virkelig præsteret på højeste niveau i flere år efterhånden. Særligt offensivt er han uimodståelig.

Annonce