Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PL-drømmen er død: Messi indgår 10-årig(!) kontrakt med Barcelona

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
02.06.2021 Kl. 12:34
Doble Amarilla skriver, at Lionel Messi og FC Barcelona fortsætter samarbejdet det kommende årti.

Sidste sommer virkede det i en lang periode til, at Lionel Messi faktisk kunne havne i Premier League og Manchester City, men nu ser det ud til, at den chance er endegyldigt forspildt.

Trods stor utilfredshed med klubbens ledelse og manglende sportslige præstationer endte den argentinske troldmand med at respektere sin kontrakt med klubben frem for at tage en tur i domstolen.

Sidenhen er forholdet til klubben blødt op igen, og ifølge spanske Doble Amarilla fortsætter Messi sit samarbejde med den catalanske storklub de næste mange år ud i fremtiden – faktisk helt frem til 2031.

Ifølge mediet er Messi og Barcelona blevet enige om en ny kontrakt, der vil se ham fortsætte som aktiv spiller for klubben frem til sommeren 2023. Dernæst tager han angiveligt yderligere to år i Inter Miami, hvilket også tidligere har været oppe at vende i spanske medier, inden han lægger støvlerne til side og fortsætter som klubambassadør for FC Barcelona frem til 2031.

Doble Amarilla er ikke et medie, som undertegnede har stort kendskab til, så det er begrænset, hvad vi kan sige om deres troværdighed. Til gengæld har Fabrizio Romano denne onsdag eftermiddag også skrevet, at FC Barcelona og Messi-lejren arbejder på de sidste detaljer for en kontrakt med klubben frem til 2023. Den del er både han og Doble Amarilla i hvert fald enige om.

 

Annonce