Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Palace-forsvarer beskylder angriber for film: Han narrede dommeren

Af Morten Bruun Jørgensen
20.11.2017 Kl. 12:48
Scott Dann beskylder Oumar Niassé for at filme sig til et straffespark i weekendens opgør mellem Crystal Palace og Everton.

Spillerne fra Crystal Palace og Everton gav tilskuerne en underholdende første halvleg lørdag eftermiddag, hvor de første 45 minutter endte 2-2, hvilket også blev kampens resultat.

Et af målene er Crystal Palace-spilleren, Scott Dann, dog ikke helt tilfreds med. Den engelske midterforsvarer mener ikke, at Everton skulle have fået deres første mål, hvor Leighton Baines scorede på et straffespark.

Ifølge Dann filmede Everton-angriberen, Oumar Niassé, sig til det straffespark, som Anthony Taylor tildelte Everton, som dermed fik muligheden for at udligne hjemmeholdets tidlige føring.

– Han har narret dommeren. Jeg kan ikke lide at se folk blive straffet, men jeg kan heller ikke lide at se folk filme for at få straffespark, fortæller Dann ifølge the Independent.  

– Han ved formentlig, at han har narret dem. Hvis der var (kontakt, red.), var det minimalt. Jeg forsøgte ikke at tackle ham. Han er forbi mig, og man kan se på de langsomme gengivelser, at han filmede.

Everton-angriberen fortalte, at han mærkede kontakten, og derfor lod han sig falde.

– Kontakten var på min overkrop, men jeg mærkede kontakten. Jeg var i feltet, så alt jeg skal gøre er at falde til jorden. Det var fordi, at jeg løb så hurtigt. 

Det var Oumar Niassé, der udlignede til 2-2 kort før pausen. 

Annonce