OFFICIELT: Dansker får kæmpe post i Chelsea
Chelsea er blevet en dansker rigere.
London-klubben er gået på rov i italienske AC Milan, hvor de har hentet danske Casper Stylsvig.
Det har Chelsea i dag bekræftet på klubbens hjemmeside.
Casper Stylsvig er blevet den nye kommercielle chef i Chelsea, hvor han er blevet ansat som 'Chief Revenue Officer'.
– Jeg er henrykt over at skifte til Chelsea i en meget spændende tid for klubben. Jeg ser frem til at arbejde med talentfulde kollegaer som en del af et verdensklasse hold, som er blevet bygget i Chelsea, siger danskeren til klubbens hjemmeside.
Klubbens administrerende direktør, Chris Jurasek, glæder sig også over danskerens tiltrædelse.
– Casper er en fantastisk tilføjelse til vores ledelsesteam, der kommer med en omfattende kommerciel og fodbolderfaring til sin rolle. Jeg er meget glad for at byde ham velkommen til Chelsea, lyder det fra Chris Jurasek.
Casper Stylsvig har noget af et cv.
Udover sin rolle i AC Milan har han også arbejdet for Fulham, Manchester United og Barcelona.
I Manchester United havde han rollen 'Global Sponsorship Director'.