Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ny Arsenal-spiller tror på mesterskabet denne sæson

Af Morten Bruun Jørgensen
15.08.2018 Kl. 12:30
Matteo Guendouzi tror på, at Arsenal kan ende med at vinde det engelske mesterskab denne sæson.

Arsenal som vinder af Premier League 2018/19?

Det lyder nok ikke særligt sandsynligt, og hos bookmakerne giver det op mod odds 34, men ikke desto mindre tror Arsenals nye midtbanespiller, Matteo Guendouzi, på, at det kan lade sig gøre for the Gunners i denne sæson.

– Ja, jeg tror, at vi kan vinde det denne sæson på grund af de spillere og det personale, vi har. Vi tror fuldt og fast på det, og vi vil gøre alt for at vinde så mange kampe som muligt og have en fantastisk sæson. Jeg tror fuldstændig på, at vi kan gøre det, siger den 19-årige franskmand til London Evening Standard.

Ikke siden 2003/04-sæsonen har Arsenal kunnet lade sig krone som engelske mestre, og i sidste sæson sluttede the Gunners hele 37 point efter Manchester City, men det skræmmer ikke den centrale midtbanespiller.

– Manchester City er et fantastisk hold, men der er mange gode hold i ligaen, fordi Premier League er den bedste liga i Europa. Der er mange andre, men vi kan være meget positive og opnå store ting denne sæson. Vi kan vinde titler på grund af vores miljø og spillermaterialet.

Matteo Guendouzi blev hentet til Arsenal fra Lorient i sommerens transfervindue, og han startede på banen i sæsonens første ligakamp mod Manchester City, som ikke havde nogen problemer med at besejre Arsenal 2-0.

Annonce