Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ni år senere: Øvrebø indrømmer fejl i episk Champions League-kamp

Af Morten Bruun Jørgensen
19.02.2018 Kl. 09:24
Tom Henning Øvrebø indrømmer nu, at han lavede afgørende fejl tilbage i 2009, hvor Chelsea og Barcelona mødtes i Champions League-semifinalerne.

Chelsea-spillerne følte sig snydt for fire straffespark, og i stedet endte Barcelona med at komme i finalen.

Vi husker alle billederne fra Champions League-kampen mellem Chelsea og Barcelona i 2009, hvor Michael Ballack nærmest skreg dommeren ind i hovedet i slutminutterne, mens Didier Drogba efter kampen var rasende og råbte direkte ind i et kamera.

Tom Henning Øvrebø var i den grad i fokus, da der blev spillet returkamp på Stamford Bridge for ni år siden.

Et forrygende langskudsmål af Michael Essien sendte Chelsea på sejrskurs i første halvleg, og efterfølgende appellerede Chelsea-spillerne for flere straffespark, men ikke en eneste gang valgte den norske dommer at dømme fløjte for straffespark.

I stedet udlignede Andres Iniesta til 1-1 kort før tid, og det mål var nok til at sende Chelsea ud efter reglen om udebanemål.

Efterfølgende modtog den norske dommer diverse dødstrusler fra vrede Chelsea-fans, men han valgte at fortsætte sin karriere som dommer frem til 2013, hvor han måtte stoppe som følge af en knæskade. Ni år efter tager Øvrebø nu bladet fra munden og fortæller, at han lavede fejl i semifinalen.

– Det var ikke rigtig min bedste dag. Men disse fejl kan blive lavet af dommeren og nogle gange af en spiller eller en træner. Nogle dage er man ikke på det niveau, man skal være. Jeg kan ikke være stolt af den præstation. Der var situationer med hånd på bolden, fortæller Øvrebø ifølge London Evening Standard.

Nordmanden indrømmer samtidig, at Chelsea kunne være nået i finalen, hvis han havde truffet de rette beslutninger.

– Jeg var ansvarlig for beslutningerne, og vi kan diskutere, at Chelsea måske var kommet i finalen, hvis jeg havde truffet andre beslutninger. Det får vi aldrig at vide. Jeg tog beslutninger, og det var ikke de bedste. Men det er svært at sige, om Barcelona ville være blevet elimineret.

Barcelona endte med at vinde Champions League-finalen på Stadio Olimpico i Rom mod Manchester United med 2-0. Samuel Eto’o og Lionel Messi scorede målene.

Hvis Chelsea var kommet i finalen, kunne de have fået revanche for nederlaget året forinden, hvor Manchester United vandt en pokalen med de store ører i Moskva.

Annonce