Nekrolog: Æret være Pelés minde
Historikeren Michael Kjærbøl har fulgt dansk og international fodbold i årtier. Han har skrevet denne nekrolog om Pelé.
Edson Arantes do Nascimento er her ikke mere. Verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne er gået bort.
Edson blev født i 1940 og voksede op i den lille landsby Tres Corações (Tre Hjerter) i dyb armod. Han arvede sine ekstraordinære atletiske evner fra faderen, kaldet Dondinho, der spillede for FC Santos i 1930’erne, og fodbolden blev knægtens vej ud af fattigdommen. Som juniorspiller i klubben Bauru fik faderens gamle klub nys om ham, og han kom til den brasilianske havneby som 15-årig i 1956. Det stod hurtigt klart at her var et talent på den astronomiske klinge.
Den lille, spinkle sorte angriber havde en teknik af en anden planet, og han besad en næsten ufattelig evne til at score mål. Men det mest karakteristiske ved ham var, at han havde en nærmest overjordisk udstråling af rendyrket spilleglæde og lyst til de mest basale, simple og smukke ting ved sporten; dens leg.
Publikum i Santos tog den purunge ekvilibrist til deres hjerter og kaldte ham Pelé – den lille filur. Navnet hang ved, og blev med tiden nærmest synonym med den ypperste fodboldkunst. Alle fodboldknægte ville være Pelé, hvad enten det var i skolegården, i den lokale fodboldklub, eller når man slumrede ind med lektiebogen på dynen og drømte søde drømme om at henrykke den ganske verden med den lille runde, oppustede svineblære.
Pelé kom på det brasilianske landshold allerede som 16-årig. Allerede da producerede han et nærmest uendeligt samlebånd af scoringer. Det blev til 36 mål for Santos i den brasilianske mesterskabsturnering i 1957 og hele 53 mål året efter. Landsholdets træner, Vicente Feola udtog det lille naturtalent til VM-truppen til slutrunden i Sverige i 1958. Det var dog – i første omgang – som reserve for stjerneforwarden José Altafini, der dengang gik under navnet Mazzola.
Men efter de første to opgør satte Feola sin topangriber ud på bænken og gav plads til Pelé – og desuden driblekongen, den hjulbenede og kalveknæede ”Lille Fugl”; Garrincha. Sidstnævnte drev skiftende modstanderes forsvarsformationer til vanvid med sine uforlignelige solonumre på fløjen, og skabte plads til at den 17-årige makker, Pelé, kunne få plads til at folde sig ud og excellere. Gennembruddet blev som et jordskælv der rystede fodboldens verden i sin grundvold. Intet blev nogensinde det samme igen, for denne brasilianske ”Ginga” var ulig noget nogen havde oplevet før. Sådan kunne fodbold også spilles!
Feolas 4-2-4 system med Pelé og Garrincha som de to superstjerner i angrebet banede vejen til VM-finalen på det olympiske stadion i Stockholm. Modstanderen var de svenske værter. Sveriges fodboldforbund havde sat alle sejl og endda fraveget sine ellers urokkelige principper om amatørisme. For første gang i historien, og sikkert til stor frustration for lederne i DBU der utvivlsomt følte sig svigtet på de gamle, hæderkronede idealer, stillede det svenske landshold med professionelle spillere på landsholdet. De blå-gule stillede med et stærkt og rutineret mandskab med aktører der havde domineret italiensk fodbold i en årrække, for eksempel ”il Professore”, Gunnar Gren, og ”il Barone”, Nils Liedholm. Holdet blev kompetent ledet af den dygtige engelske coach, George Raynor. Og eftersom denne slutrunde var den første der blev tv-transmitteret i Danmark, var fodboldentusiaster herhjemme i stand til at følge duellen mellem de nordiske naboer og de sydamerikanske sambadrenge i fjernsynet.
Min far har fortalt, at der, sådan cirka, typisk var et tv-apparat pr. opgang i de københavnske brokvarterer, og det betød selvfølgelig at den heldige familie der ejede et fjernsyn kunne påregne at få besøg af en 25-30 mennesker når de store kampe løb over de sort-hvide skærme. Det tryllebundne fodboldfolk kunne bevidne at Brasilien, trods et hurtigt mål af Liedholm, udspillede værterne på kryds og tværs og sejrede med 5-2 i ren opvisningsstil. Pelé scorede to gange. Det første var af en næsten uvirkelig klasse. I komplet atletisk balance jonglerede teenageren bolden op på sit hoved, gav den et tjat med låret, og helflugtede den så ind bag brandmanden ”Rio-Kalle” Svensson i det svenske bur. Under medaljeoverrækkelsen græd Pelé som pisket og måtte trøstes af keeperen Gilmar. I det hele taget efterlod dette episke eventyr ikke et øje tørt.
I årene derpå sørgede FC Santos godt og grundigt for at ”malke” supertalentet. Pelés klub spillede typisk mellem 100 og 120 kampe om året, mange af dem opvisningskampe, hvor man tog sig godt betalt for at fremvise det unge vidunder. Trods den kolossale rovdrift fortsatte Pelé med at spille kanonstærkt og score masser af mål.
Det brasilianske landshold, A Seleção, holdt sig heller ikke tilbage for at kræve gode pengebeløb for at stille op til landskampe, især i forbindelse med de regelmæssige tilbagevendende europæiske turnéer. Dette faldt DBU så meget for brystet, at man i sidste øjeblik nægtede at stille op til den planlagte landskamp i maj 1960 i Idrætsparken. Det blev derfor formelt Stævnet – dog i realiteten det danske landshold – der mødte brasilianerne. 52.000 euforiske tilskuere så danskerne spille (næsten) lige op med verdensmestrene, der dog vandt med 4-3.
Pelés stjernestatus voksede i disse år til mytiske niveauer. Det er ikke for meget sagt, at han blev fodboldens første celebrity superstar. Midt i den hektiske sportslige travlhed blev han forfulgt overalt af begejstrede fans, fotografer og journalister. Børn sloges for at få hans autograf, kvinder i hobetal sendte kærlighedsbreve og overøste ham med ægteskabstilbud. Smarte forretningsfolk ville benytte stjernen til alskens reklamer og slå mønt på hans popularitet. Stik imod sund fornuft bevarede Pelé selv sin beskedne og jordnære facon. Det må have været ufattelig vanskeligt!
I 1962 begyndte man at se de umiskendelige tegn på slitage. Hårde fysiske dueller med desperate forsvarsspillere afstedkom en række skader. Således også i forbindelse med verdensmesterskabet i Chile dét år, hvor brutale bulgarske backs smadrede Pelés knæ, så han måtte se sine holdkammerater genvinde Jules Rimet-trofæet i en generelt uskøn og kynisk slutrunde.
I 1965 blev en frustreret og nedslidt Pelé udvist efter et slag i ansigtet på den argentinske centerforsvarer, José Agustin Mesiano, i den såkaldte Mundialito i Rio de Janeiro – en slags Mini-VM invitationsturnering, hvor argentinsk og brasiliansk fodboldkultur kolliderede. For Pelés vedkommende var voldshandlingen et wake up call. Han afventede ikke dommerens signal om udvisning, men forlod prompte banen i dyb skam.
Siden forblev Pelé – uanset hvad der blev smidt imod ham – upåvirket af modstandernes til tider modbydelige behandling, ved konsekvent at vende den anden kind til. Derved fremstod fodboldens ”sorte perle” som den fuldkomne rollemodel for alle sine fans verden over. Ganske ulig senere tiders skiftende kandidater til spillets kongetrone. Det burde retfærdigvis have givet afkast i form af god kosmisk karma, men i stedet blev VM i 1966 en total deroute. Pelé blev sparket til lirekassemand af den portugisiske defensiv, og vennen Garrinchas omfattende personlige nedtur var desværre begyndt. Brasilien var uden magi og blev slået tidligt ud.
Pele løftede VM-trofæet tre gange efter at have vundet i 1958, 1962, 1970.
Lykkeligvis blev verdensmesterskabet i England ikke enden på sagaen om Pelé. Tværtimod lykkedes han med at redefinere sig selv i sin rolle på det brasilianske landshold. Fra at have været den ustoppelige dribler og målscorer, lod Pelé, i en moden udgave, sig falde en smule tilbage på banen som teknisk sublim opspilsstation og strateg med det store overblik. De kanariegule optrådte med smukt og elegant spil, og fejede al modstand til side ved VM i 1970 i Mexico.
Flere episoder står som brændt ind i VM-turneringernes kollektive bevidsthed og hukommelse. Gordon Banks superredning i opgøret Brasilien-England, hvor brasserne detroniserede de forsvarende verdensmestre. Og Pelés perfekte oplæg til kaptajnen Carlos Albertos måldrøn i finalen mod Italien. I den slutkamp brillerede Brasilien som aldrig før. Orkestreret af en ustoppelig og uforlignelig Pelé. Den da knapt 30-årige ekvilibrist sprang, trods sine blot 173 centimeter, højere end den hærdebrede italienske verdensklasseforsvarer Burgnich, og headede en vigtig kasse i Enrico Albertosis net. Billedet af en jublende Pelé i armene på Carlos Alberto i sekunderne efter, er et uforglemmeligt og uudsletteligt højdepunkt i VM-historien.
Efter flere end 1000 scoringer og en perlerække af mesterskaber med Santos, valgte Brasiliens største fodboldspiller gennem tiderne, til folkets store fortvivlelse, at stoppe karrieren i 1974. Men helt færdig med sin elskede passion var Pelé alligevel ikke.
Til almindelig forbløffelse skrev han i 1975 kontrakt med New York Cosmos i den nordamerikanske liga, og spillede i the Big Apple sammen med bl.a. Franz Beckenbauer i nogle sæsoner. Pelés betydning for udviklingen af fodbold/soccer i USA blev enorm. Men i 1977 var det uigenkaldeligt slut.
Karrierens sidste match blev en opvisningskamp mellem Cosmos og Santos. Pelé spillede en halvleg for hver af de to klubber. Siden etablerede fodboldens store gentleman sig som forretningsmand og politiker. Og som FIFA-ambassadør. De tusinder af mennesker som han, i mange forskellige sammenhænge, fik berøringsflade med over hele kloden, mødte en venlig, imødekommende og helt ukrukket personlighed, der til det sidste optrådte værdigt, nobelt og altid smilende. Selv om ikke alt var perfektion i Pelés tilværelse. Tre ægteskaber, to skilsmisser, adskillige udenomsægteskabelige affærer og flere ”illegitime” børn, vidner om en vis mængde rod i privatsfæren.
I dag græder hele fodboldverdenen. En kræfttumor fik bugt med Pelé, ”den lille filur”, efter en lang og sej kamp. Én han ikke kunne vinde. Han blev 82 år. Kongen er ikke mere, men hans navn vil leve evigt.
Æret være Pelés minde.
