Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mourinho: Real Madrid afgør Bales fremtid

Af Asbjørn Sigsgaard
04.03.2021 Kl. 18:28
Gareth Bale har fået gang i sagerne i Tottenham, men manager José Mourinho ved ikke om han også vil være at finde i London-klubben til næste sæson

Efter en mildest talt skrantende start i de første måneder efter sin retur, er Gareth Bale for alvor ved at finde melodien i Tottenham. Senest blev det til to mål og et assist mod Burnley, og waliseren var igen valgt til startopstillingen i aftenens kamp mod Fulham. 

Bales nuværende lejeaftale med Tottenham varer indtil sommer, hvor han efter planen vender tilbage til Real Madrid. Der har været spekuleret i om kantspilleren eventuelt ender med at fortsætte hos Spurs, da han ikke har meget spilletid at se frem til i det spanske, men manager José Mourinho påpeger, at den beslutning først og fremmest skal træffes sydpå. 

– I forbindelse med det, bør du kontakte dine kollegaer i Madrid, og de burde spørge Zidane, for han er en Real Madrid-spiller, udtaler portugiseren ifølge Sky Sports. 

– Han er ikke en Tottenham-spiller, så det er altsammen i Real Madrids hænder. De har en spiller med et års kontrakt endnu og sidder med alle kortene på hånden. 

– Jeg har bare en spiller på lån og forsøger at få det bedste ud af ham for Tottenham Hotspurs, tilføjer Mourinho. 

Gareth Bale havde inden kampen mod Fulham bidraget med otte mål og tre assists i 20 optrædener for Tottenham. 

Annonce