Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mignolet om Liverpool-exit: Hvorfor skulle jeg blive?

Af Mads Bye Marboe
17.11.2019 Kl. 17:26
Simon Mignolet fortryder ikke, at han i sommer forlod Liverpool til fordel for Club Brügge.

Efter seks sæsoner på Anfield rykkede Simon Mignolet i sommer til Club Brügge, hvor han har været fast mand mellem stængerne.

Den belgiske målmand slap således fra tilværelsen som reserve i Liverpool, og han fortryder ingenlunde, at han valgte at forlade Premier League-klubben.

– Hvis jeg virkelig havde haft mulighed for at kæmpe for min plads, var jeg måske blevet. Men hvis Alisson var blevet skadet, og jeg var kommet ind, ville jeg bare have fået muligheden for at bokse ti bolde ud af feltet. Derefter kunne Alisson få sin plads tilbage med det samme, forklarer han over for Het Belang van Limburg og tilføjer:

– Selv hvis han havde skubbet bolden ind i eget net, ville han blive (i startopstillingen, red.) Hvorfor skulle jeg blive?

Heller ikke det faktum, at Liverpool nu fører Premier League ganske suverænt, kan få Mignolet til at fortryde sin beslutning.

– Nej, for jeg vidste, at der var mulighed for det. Jeg har ikke på et eneste tidspunkt tænkt: "Shit, nu er Liverpool ved at vinde Premier League, og jeg er der ikke længere."

– Selvfølgelig kunne jeg være blevet i Liverpool og tjene mine penge og kæmpe med om mesterskabet og Champions League, men så længe man ikke er en del af startopstillingen, er prisen en anden. Så vil jeg hellere starte for Club Brügge end at vinde Premier League som udskifter i Liverpool.

31-årige Simon Mignolet spillede 204 kampe i løbet af sin tid i Liverpool.

Annonce