Medier: Chelsea har fyret Antonio Conte - Sarri er på vej
Antonio Conte har længe lignet en færdig mand i Chelsea, og ifølge medier som Sky Italia, The Telegraph og The Independent er italieneren nu fortid i London-klubben.
Vejen er dermed banet for Maurizio Sarri, der inden længe kan blive præsenteret som ny Chelsea-manager.
Conte opnåede stor succes i sin første sæson hos Chelsea, hvor det blev til et engelsk mesterskab samt en finaleplads i FA Cuppen, men den forgangne sæson bød på begrænset succes samt en masse uro uden for banen.
Den tidligere Juventus-træner var tydeligt utilfreds med klubbens ageren på transfermarkedet, og rygterne om en fyring har efterhånden stået på i mange måneder.
Det bliver dog ikke nogen billig fornøjelse for Chelsea at slippe af med Conte. Englænderne skal således betale det sidste år af hans kontrakt i kompensation, hvilket sikrer ham £9 mio.