Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Medie: Liverpool kæmper med Bayern om tysk landsholdsangriber

Af Morten Bruun Jørgensen
21.05.2019 Kl. 13:57
Liverpool og Bayern München er interesserede i en transferfri tysk landsholdsangriber, der er udset som reserve.

Det ligger helt fast, at Max Kruse skal finde sig en ny klub.

Den tyske landsholdsangriber fortsætter ikke i Werder Bremen, og andre klubber kan nu hente ham ganske gratis. Det er Bayern München interesseret i, men den tyske storklub møder konkurrence fra Liverpool.

Sådan lyder det fra det tyske medie, Sport1.

Bayern München er interesseret i at finde en reserve for Robert Lewandowski, og gennem længere tid har klubben holdt øje med Max Kruse, selvom Jann-Fiete Arp også kommer til klubben denne sommer. Den 19-årige tyske angriber ventes dog ikke at få en rolle på førsteholdet allerede næste sæson.

Hos Liverpool er det formentlig også en tjans som reserve i angrebet, Max Kruse vil have i udsigt. Den bevægelige angriber har i flere sæsoner leveret gode præstationer i Bundesligaen, men hans niveau er næppe højt nok til at vælte Roberto Firmino af pinden som førstevalg.

Jürgen Klopp vil dog formentlig gerne have en ny mand ind til angrebet, og 29-årige Max Kruse kan være et godt bud på en spiller, der kan give større bredde i angrebet, hvor han samtidig også må formodes at have et højere niveau end Daniel Sturridge og Divock Origi.

I denne sæson har han spillet 36 kampe for Werder Bremen, hvor han har scoret 12 gange og lavet 14 assists.

Annonce