Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United må undvære fire spillere mod Everton

Af Emil Plovgaard
08.04.2022 Kl. 13:48
Ralf Rangnick og Manchester United er foruden fire spillere mod Everton.

Det er klubber i hver sin ende af tabellen, men alligevel er både Manchester United og Everton ramt på selvforståelsen i indeværende sæson.

De Røde Djævle kvalificerer sig muligvis ikke til Champions League, mens The Toffees i værste ende kan rykke ned.

Forlydender vil, at Frank Lampard er færdig som træner hos Everton, skulle han tabe klubbens kommende to kampe mod først Manchester United og Leicester.

Men nu kan den tidligere Chelsea-træner og -spiller glæde sig over, at Ralf Rangnicks tropper må undvære hele fire mand til opgøret, der finder sted lørdag tidlig eftermiddag.

Således er Raphaël Varane, Scott McTominay, Luke Shaw og Edinson Cavani alle indisponible til lørdagens kamp, lød det fra klubbens tyske træner, Ralf Rangnick, på fredagens pressemøde ifølge Manchester Evening News-journalist Samuel Luckhurst, som deltog.

Manchester Evening News skriver i samme ombæring, at Shaw i morgen, lørdag, skal have fjernet metalskruer, som han fik indopereret i 2015, og at det forventes, at han vil være ude i tre til fire uger herefter.

Til gengæld er Cristiano Ronaldo tilbage, efter at han glippede sidste weekends opgør mod Leicester. 

Kampen mellem Everton og Manchester United fløjtes i gang lørdag 13.30. Opgøret kan ses på TV3+ og Viaplay.

 

Annonce