Lovren ude igen: Defensiv skadeskrise bekymrer Klopp
Det travle juleprogram nærmer sig, og Premier League går dermed ind i en afgørende fase.
Her får klubberne brug for alle mand til at klare sig igennem de mange kampe, men i Liverpool er der i skrivende stund store skadesproblemer i det centrale forsvar.
Joel Matip har været ude i et stykke tid, og i midtugens Champions League-opgør mod RB Salzburg løb Dejan Lovren så igen ind i en skade, hvilket efterlader the Reds med blot to kampklare midtstoppere i form af Virgil van Dijk og Joe Gomez.
Den situation bekymrer naturligvis Jürgen Klopp, som samtidig afslører, at han ikke ved, hvornår Lovren er til rådighed igen:
– Han er ude med en muskelskade. Det er mere seriøst end sidst. Vi har ingen tidsramme, udtaler Klopp på dagens pressemøde.
– Som I nok kan forestille jer, er det en bekymring for os. Det er ikke første gang, vi er i denne situation. I sidste sæson måtte vi bruge Fabinho i det centrale forsvar i en kamp. Desværre er han også ude nu.
– Lige nu har vi to midtstoppere, som vi er nødt til at passe på. De skal pakkes ind i vat. Udover dem har vi de to unge, Ki-Jana Hoever og Sepp van der Berg. Vi har også defensive midtbanespillere, så det gælder om at være kreativ.