Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool vandt fuldstændig vanvittigt opgør mod Arsenal i Carabao Cuppen

Af Nikolai Gilkrog Mortensen
30.10.2019 Kl. 21:37
Det var to reservespækkede mandskaber, der stod over for hinanden, da Liverpool bød Arsenal velkommen på Anfield i Carabao Cuppens ottendelsfinaler. Liverpool vandt et vanvittigt opgør i straffesparkskonkurrence, og de er dermed videre til Carabao Cuppens kvartfinaler.

Liverpool tog onsdag aften hjemme på Anfield imod Arsenal i Carabao Cuppens ottendelsfinaler, og de to storklubber var kommet for at underholde denne aften.

Opgøret startede som lyn og torden, da hjemmeholdet kunne bringe sig foran allerede efter seks minutters spil på et selvmål af Arsenals Mustafi. Kampen var dermed skudt i gang med et mål, og det var absolut ikke kampens sidste mål.

Et kvarter senere ville Arsenal nemlig også på måltavlen, hvilket Lucas Torreira sørgede for efter en dum retur fra Liverpools tredjemålmand Kelleher, som havde fået chancen fra start.

Arsenal stoppede ikke ved udligningen, de bragte sig kort tid efter i front på Anfield. Den unge brasilianske angriber scorede efter endnu en svag aktion af Kelleher i Liverpool-målet, der parerede bolden lige ud i Arsenal-angriberens fødder.

Martinelli udbyggede 10 minutter senere Arsenals føring til 3-1, da han sparkede et indlæg fra Saka sikkert ind bag Kelleher i Liverpools mål – denne gang uden chance for målmanden.

Målorgiet ville ingen ende tage. Liverpools 16-årige stortalent Harvey Elliott fremtvang et straffespark i de døende minutter af første halvleg. James Milner var sikkerheden selv på straffesparket, hvilket sluttede en vanvittig første halvleg af.

Stillingen var 3-2 til Arsenal før anden halvleg, men der skulle naturligvis ikke gå lang tid, før der endnu engang var lys i måltavlen.

Udeholdet fra London bragte sig igen i front med to, da Özil fandt Maitland-Niles i feltet efter en kæmpe fejl fra Liverpools James Milner, Maitland-Niles svigtede ikke foran mål.

Selvom Arsenal nu af to omgange havde forsøgt at lukke opgøret, så ville Liverpool det anderledes. Med fem gyldne minutter fra 58’ til 63’ minut formåede Liverpool at bringe balance i regnskabet.

Først scorede Oxlade-Chamberlain et drømmemål af et langskud, og herefter gjorde Divock Origi ham kunsten efter, da han vendte på en tallerken uden for feltet og udplacerede Martinez i Arsenals mål.

4-4 efter 63 minutters spil er ikke et normalt syn mellem to engelske storklubber, men det var ikke desto mindre virkeligheden.

Der skulle gå hele syv minutter før næste scoring, og det var igen Arsenal, der bragte sig i front. Denne gang var det unge Joe Willock, der scorede et langskudsmål, der vel nok var endnu smukkere end Oxlade-Chamberlains fra tidligere.

Arsenal skulle igen forsøge at holde Liverpool fra at komme tilbage i opgøret, og det lykkedes bedre for Arsenal denne gang end tidligere.

De formåede at holde Liverpool fra de helt store chancer indtil det sidste minut af dommerens tillægstid, hvor Divock Origi dukkede op i feltet og udlignede til det vanvittige resultat 5-5 – det var dermed tid til straffesparkskonkurrence.

De første seks spark blev der scoret på, inden Arsenals Dani Ceballos brændte på Kelleher. Liverpool formåede at gå igennem straffesparkskonkurrencen uden at brænde, og Curtis Jones afgjorde dermed det vanvittige opgør til Liverpools fordel.

 

Annonce