Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-legende hylder van Dijk: Svært at finde en svaghed

Af Pelle Rigtrup
17.02.2019 Kl. 09:42
Den tidligere Liverpool-spiller Sami Hyypia storroser Virgil van Dijk, som, ifølge finnen, er den ultimative midterforsvarer.

Der var store forventninger, da Virgil van Dijk for lidt over et år siden skiftede til Liverpool, men de færreste havde nok drømt om, at hollænderen skulle blive så stor en succes, som tilfældet har været. 

Den tidligere Southampton-spiller har forvandlet Liverpools defensiv, og ifølge klublegenden Sami Hyypia er det svært at finde en svaghed ved hollænderen: 

– Jeg kunne med det samme se, at han ville blive en vigtig del af holdet. Fra dag ét organiserede han defensiven og ledede dem. Siden da er han kun blevet vigtigere, udtaler Hyypia til PA Sport. 

– Han giver selvtillid til spillerne og får de andre til at spille bedre. Det er svært at finde en svaghed hos ham. Han er den ultimative midterforsvarer, og det ville være en fornøjelse at spille ved siden af ham. 

Liverpool måtte betale et rekordhøjt beløb for at få hollænderen til klubben, men ifølge Hyypia er der ingen tvivl om, at Merseyside-klubben foretog sig det rette valg: 

– Han har været så vigtig for holdet, så det var den helt rigtige beslutning at hente ham. Prisen er ligegyldig. 

Desværre for Liverpool må de undvære van Dijk i tirsdagens Champions League-opgør mod Bayern München, da han er ramt af karantæne. 

Annonce