Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

"Lad os lave et mirakel": Fulham-profil tror på overlevelse

Af Søren Nørgaard
08.02.2019 Kl. 16:50
Aleksandar Mitrovic vil hjælpe Fulham til overlevelse i Premier League.

Aleksandar Mitrovic er med stor sandsynlighed det første navn på holdkortet, når Fulham-manager Claudio Ranieri skal sætte sig hold til lørdagens opgør mod Manchester United. Den serbiske landsholdsangriber har med 10 sæsontræffere gjort sit for at hjælpe Fulham til overlevelse.

Det London-baserede hold indtager 19. pladsen med syv point op til redning med 13 spillerunder tilbage af sæsonen. Selvom der endnu er mange point at spille om, kræver det ifølge flere engelske medier et mindre mirakel, hvis Fulham skal overleve i den bedste engelske række.

Aleksandar Mitrovic er dog klar til at lave mirakler.

– Selvfølgelig tror jeg på det. Ranieri presser mig og mine holdkammerater hver dag til at arbejde endnu hårdere, siger serberen i et interview med Sky Sports.

Den serbiske angriber har på nuværende tidspunkt scoret 10 mål i Premier League, og selvom han gerne vil score endnu flere mål, så er holdets mål det vigtigste.

– Jeg ville naturligvis blive glad, hvis jeg kan lave 20 mål i sæsonen. Omvendt bliver jeg mere glad, hvis jeg slutter sæsonen med 10 scoringer og Fulham overlever i Premier League, siger han og fortsætter:

– At blive oppe med Fulham vil være et sandt mirakel for mig og jeg vil blive meget glad og stolt, hvis det lykkes, slutter Aleksandar Mitrovic.

Annonce