Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kritik af ten Hag: Har United-stjerne virkelig dummet sig her?

Af Jeppe Augustsen
14.04.2024 Kl. 10:01

Et like eller opslag på de sociale medier kan i dag skabe stor ravage, og det er denne sæson et godt bevis på.

I starten af sæsonen gik Jadon Sancho til tasterne og viste sin utilfredshed med Erik ten Hag, hvor han beskyldte Manchester United-manageren for at lyve på et pressemøde.

Det resulterede i, at Jadon Sancho blev suspenderet og ikke spillede et eneste sekund efterfølgende og blev i januarvinduet udlejet til Dortmund.

Nu har Alejandro Garnacho muligvis dummet sig.

Argentineren har ikke skrevet et opslag på sine platforme, men to likes på X har fået stor omtale.

Alejandro Garnacho blev skiftet ud efter de første 45 minutter i lørdagens sene opgør mod Bournemouth, og efter kampen gik han på de sociale medier og likede to opslag, der kritiserede Erik ten Hag for udskiftningen og udtalelser efter kampen.

Ved de to opslag, som Mark Goldbridge står bag, står der følgende:

– Garnacho har været en af vores bedste spillere denne sæson. Dårlig første halvleg, men at tage ham ud og holde ham op som problemet er en joke. Andre har været endnu dårligere hver eneste uge, og de er der stadig (på banen, red.)

– ten Hag giver Garnacho skylden på pressemødet efter kampen. Det ser ikke godt ud at smide en 19-årig under bussen, som faktisk har leveret for en i denne sæson. Men igen, han er tydeligvis bange for gøre dem der tjener store penge sure, lød det andet opslag.

Foto: X

De to likes florerede hurtigt på de sociale medier, og nu har Alejandro Garnacho fjernet sit engagement på de to opslag.

Erik ten Hag udtalte følgende om udskiftningen af Alejandro Garnacho:

– Vi måtte reparere højresiden. Vi spillede ikke godt, og der var meget plads. Garnacho trænede kun med i går. Vi ville have mere energi og kvalitet. Kvalitet ment med, at vi skulle have samarbejde og sammenhængskraft på højresiden, lød det fra Erik ten Hag.

Annonce