Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Liverpool - Arsenal

Af Pelle Rigtrup
24.08.2019 Kl. 08:24
Vi giver her vores bud på det bedste kombineret hold bestående af spillere fra Liverpool og Arsenal.

Senere i dag venter der en vaskeægte lækkerbisken af et opgør, når Liverpool og Arsenal krydser kligner på Anfield. Forud for opgøret har vi taget et kig på de to holds spillere og udvalgt den bedste startellever bestående af spillere fra de to klubber. 

Bemærk, at holdet kun består af spillere, som kan komme i aktion i dagens kamp, og Liverpools Alisson er derfor ikke med: 

Målmand: Bernd Leno 

Der er ingen tvivl om, at Liverpools Alisson har præsteret bedre end Arsenals Bernd Leno, men da brasilianeren er skadet, får Leno pladsen i buret. Tyskeren har gjort det ganske fint hos the Gunners, og han er et niveau over Adrian, som passer målet i Alissons fravær. 

Højreback: Trent Alexander-Arnold 

Der er ikke så meget at diskutere her. Maitland-Niles har fået en flot start på sæsonen, men han er ikke i nærheden af den 20-årige landsmand, Trent Alexander-Arnold. 

Midterforsvarer: David Luiz

Mens de to første valg var lette, så var pladsen som Virgil van Dijks makker langt sværere. David Luiz får dog pladsen, selvom Joel Matip ser stærk ud. Den tidligere Chelsea-spiller kan indimellem tabe hovedet og dumme sig, men hans topniveau er højere end Matips, hvilket giver ham pladsen. 

Midterforsvarer: Virgil van Dijk 

Et af de letteste valg. Den hollandske midtstopper har forvandlet Liverpools forsvar, og han blev helt fortjent kåret som årets spiller i sidste sæson. 

Venstreback: Andrew Robertson 

Hverken Nacho Monreal eller Sead Kolasinac kan måle sig med Robertson, der er en af verdens bedste venstrebacks. 

Central midtbanespiller: Dani Ceballos 

Spanieren har kun halvanden kamp på samvittigheden for Arsenal, men hans præstation i seneste spillerunde mod Burnley giver ham en plads på holdet. Her var han altdominerende og leverede to assists. Fortsætter han den stil, vil Arsenal formentlig gøre alt for at få ham ind på en permanent kontrakt. 

Central midtbanespiller: Fabinho 

Brasilianeren startede sløvt i Liverpool, men siden da har han ikke set sig tilbage, og han er nu en yderst vital spiller for the Reds. 

Højre winger: Mohamed Salah 

Salah har siden skiftet til Liverpool bombet mål ind på stribe, og der er ingen tvivl om, at han skal have en plads på det her hold. Arsenal råder også over en lynhurtig kantspiller i form af Nicolas Pépé, men han har, i modsætning til Salah, endnu ikke bevist sit værd i Premier League. 

Hængende angriber: Roberto Firmino 

Brasilianeren plejer at husere lidt længere fremme på banen, men han kan sagtens optræde på denne position. I Liverpools offensiv er det oftest Mané og Salah, der trækker de store overskrifter, men Firmino er altafgørende for Liverpool, og han har fortjent en plads på dette hold. 

Venstre winger: Sadio Mané 

Det er ikke blevet til meget sommerferie for Mané i år, men det har man ikke kunnet se på banen. Den 27-årige senegaleser scorede først to mål mod Chelsea i Super Cuppen, hvorefter han lavede en flot kasse i seneste runde mod Southampton. I sidste sæson blev det til 22 ligamål, og noget tyder på, at Mané fortsætter den stil i år. 

Angriber: Pierre-Emerick Aubameyang

Den tidligere Dortmund-profil har rundet de 30 år, men han er stadigvæk lynhurtig og giftig foran mål. To sæsonmål er det allerede blevet til, og Liverpool-forsvaret får nok at se til i aften, når de skal holde styr på ham. 

Annonce