Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Irland - Danmark

Af Morten Bruun Jørgensen
17.11.2019 Kl. 21:52
Vi giver her vores bud på det bedste kombinerede hold bestående af spillere fra Irland og Danmark.

Det er årets vigtigste landskamp, der venter mandag aften.

Åge Hareides tropper er rejst til Dublin forud for den afgørende EM-kvalifikationskamp mod Irland, hvor ét point vil sikre avancement til næste sommers slutrunde.

Forud for det meget afgørende opgør har vi set på styrkeforholdet mellem det danske og det irske landshold, og på den baggrund har vi sammensat et kombineret hold – og her er der en række Premier League-spillere med.

Målmand: Kasper Schmeichel

Der er absolut ingen tvivl om, at Leicester-målmanden er den bedste. Han er blandt de mest formstærke målmænd i Premier League, og han er en sikker sidste skanse på landsholdet. Mindst et niveau over Darren Randolph.

Højre back: Seamus Coleman

Det er ikke just på denne position, at det danske landshold er stærkest besat, selvom Henrik Dalsgaard gør en fornuftig figur. Han kan ikke hamle op med Seamus Coleman, selvom ireren slet ikke er på samme niveau, som da han var allerbedst.

Midterforsvarer: Simon Kjær

Den danske landsholdsanfører er stensikker på holdet, selvom han får begrænset med spilletid i Atalanta. Han har bevist sig over en længere periode, og hans topniveau er det højeste af samtlige midterforsvarere.

Midterforsvarer: Shane Duffy

Det er straks noget sværere at vælge en makker til Simon Kjær, men valget er faldet på Brighton-stopperen, som er et fysisk bæst. Han er giftig foran mål, og han er samtidig en solid midterforsvarer.

Venstre back: Enda Stevens

Det har bestemt ikke været let at vælge på denne position, men igen er det altså en irer, som får tjansen. Enda Stevens har gjort det strålende for Sheffield United denne sæson, og han er samtidig noget stærkere offensivt end Jens Stryger Larsen, som heller ikke just har en fordel af at være højrebenet.

Central midtbanespiller: Thomas Delaney

Spilletiden i Dortmund er blevet en anelse mindre for den tidligere FC København-spiller, men han er stadig den bedste af samtlige centrale midtbanespillere. Han bliver afgørende i slaget om midtbanen mandag aften, og han får en sikker plads på dette hold.

Central midtbanespiller: Lasse Schöne

I sidste sæson spillede han Champions League-semifinale, mens han nu må nøjes med at være dirigent på midtbanen for Genoa. Kvaliteterne er dog intakte, og der er ikke nogle andre spillere – udover Christian Eriksen – der er i nærheden af hans evner med bolden.

Højre kant: Yussuf Poulsen

RB Leipzig-profilen har ikke helt fundet målformen fra sidste sæson, men han er selvskrevet på dette hold. Han er en nøglespiller for Danmark, og ingen irske spillere er i nærheden af at slå ham af holdet her.

Offensiv midtbanespiller: Christian Eriksen.

Han lavede hattrick mod Irland for to år siden, og vi ser gerne noget lignende mandag aften. Der er absolut ingen tvivl om, at han skal spille på dette hold.

Venstre kant: Robert Skov

Vi forestiller os egentlig, at Martin Braithwaite starter inde på denne position, men vi mener dog, at Robert Skov er en bedre spiller, og den formstærke Hoffenheim-spiller kan sagtens komme i aktion i løbet af kampen. Senest viste han gode takter mod Gibraltar med to scoringer. De irske konkurrenter er ikke imponerende, og blot seks mål i syv kvalifikationskampe taler sit tydelige sprog.

Angriber: Andreas Cornelius

Danmarks bedste angriber lige nu er stor, stærk og en mand med navnet Andreas Cornelius. Han har scoret fem gange for Parma i løbet af de seneste to måneder, og selvom det ikke altid er kønt, er det effektivt. Måske scorer han mod Irland – det kunne vi godt tro lidt på.

Annonce