Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp hylder ny bagkæde: To karrierer er blevet skabt i år

Af Asbjørn Sigsgaard
16.05.2021 Kl. 11:40
Liverpools massive skadesproblemer i forsvaret har givet et par akademispillere en overraskende chance. Og manager Jürgen Klopp er mere end tilfreds med deres respons

Først forsvandt Virgil van Dijk. Så måtte også Joe Gomez trække. Og til sidst sagde Joël Matip også farvel til sæsonen. Det efterlod Liverpool helt uden etablerede midtstoppere, og i januar blev Ozan Kabak hentet på lån i Schalke, mens Ben Davies blev købt. 

Det har dog især været klubbens egne to tidligere akademispillere, Nat Phillips og Rhys Williams, der har båret læsset, og senest dannede de forsvarspar i 4-2 sejren over Manchester United. Manager Jürgen Klopp er mildest talt imponeret over det ansvar, de har taget.

– Drengene gjorde det utroligt godt. Ozan er kommet ind og har været super for os, men han er desværre skadet nu. Nat har været fantastisk i ugevis, Rhys i begyndelsen mest i Champions League, fordi Nat ikke var udtaget. Nu spiller de sammen og gjorde det virkelig godt (mod United, red.). Jeg elsker, hvad de gjorde, udtaler tyskeren ifølge Goal. 

– Det her år har skabt to reelle karrierer, hvilket er dejligt. Begge to vil få en rigtig karriere, og den slags er ikke selvskrevet når man spiller på akademiet i en hvilken som helst klub. De har vist hvor gode de er, og alt vil blive fint, tilføjer Klopp. 

Det ventes, at Phillips og Williams igen vil starte i midterforsvaret, når Liverpool i dag gæster West Bromwich. Der er kickoff kl. 17.30. 

Annonce