Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KARAKTERBOG: De Bruyne brillerede - Eriksen skuffede

Af Morten Bruun Jørgensen
17.08.2019 Kl. 18:26
Vi har uddelt karakterer til spillerne i Premier League-kampen mellem Manchester City og Tottenham.

Manchester City – Tottenham 2-2 (1-1)
1-0 Raheem Sterling (20’)
1-1 Erik Lamela (23’)
2-1 Sergio Agüero (35’)
2-2 Lucas Moura (56’)

Her er karakterskalaen:

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Manchester City

Ederson: 5 – Stod halvskidt placeret ved Erik Lamelas scoring, hvor han måske godt kunne have gjort mere. Ellers ikke det store at lave.

Kyle Walker: 6 – Sikker med bolden og i defensiven. Offensivt kom han flyvende et par enkelte gange, men det førte ikke det helt store med sig. 

Nicolas Otamendi: 5 – Han brugte størstedelen af tiden på at brokke sig over diverse episoder, men han tøvede et par gange i defensiven. 

Aymeric Laporte: 6 – Spillede som vanligt med en stor aura omkring sig, og han virkede sikker og lavede ikke fejl. 

Oleksandr Zinchenko: 5 – Han var som vanligt dygtig på bolden, og i første halvleg stod han også godt defensivt, men efter pausen var i vanskeligheder en del gange. 

Rodri: 6 – Han spillede igen i stedet for Fernandinho, og han ydede en solid indsats på midtbanen. Han fyldte godt og skilte sig forniuftigt af med bolden. 

Ilkay Gündogan: 6 – En solid kamp på midten af tyskeren, der skulle være balancespilleren og bindeleddet. Det var han, men han viste ikke noget ekstraordinært. 

Kevin De Bruyne: 8 – Kampens spiller. Han stod for to flotte assists, og det var ham, der var med i alt, hvad Manchester City blev farlige i.

Bernardo Silva: 5 – Det var en af de mere anonyme kampe af den ellers så dygtige portugiser. Fik slet ikke sat sit præg på opgøret med sin blændende boldomgang. 

Raheem Sterling: 7 – Han startede som lyn og torden og scorede også et fint mål, men i anden halvleg dalede hans niveau ganske gevaldigt. 

Sergio Agüero: 6 – Scorede et rigtig angribermål, men han havde det ellers svært over for Sánchez og Alderweireld.

Indskiftere

Gabriel Jesus: UB – Fik ikke nok spilletid.

David Silva: UB – Fik ikke nok spilletid.

Riyad Mahrez: UB – Fik ikke nok spilletid.

Tottenham

Hugo Lloris: 7 – Flere gode redninger af den franske målmand, der en enkelt gang viste usikkerhed med fødderne.

Kyle Walker-Peters: 5: Han var på hælene en del gange mod Raheem Sterling i starten, men han spillede sig op.

Toby Alderweireld: 7 – Belgieren var solid i defensiven, hvor han holdt relativt godt styr på Sergio Agüero. 

Davinson Sánchez: 7 – Strålende kamp i bagkæden af den stærke colombianer, der dominerede i luftrummet og samtidig var hurtig på fødderne. 

Danny Rose: 6 – Han fik hurtigt en reprimande for at bruge for lang tid om at foretage et indkast, men ellers slap han fornuftigt fra kampen, hvor han havde styr på tingene defensivt. 

Moussa Sissoko: 5 – Arbejdsindsatsen var der som vanligt ikke en finger at sætte på, men hans boldomgang var ikke god. 

Harry Winks: 3 – Den spinkle englænder halsede rundt efter Manchester City-spillerne, og når han kom på bolden, røg den hurtigt fra ham igen. Pillet ud tidligt i anden halvleg.

Tanguy Ndombélé: 6 – Det er en dygtig spiller, Tottenham har fået fat på her. Han var sikker på bolden, viste god fysik og arbejdede hårdt defensivt. Blev dog også sat på prøve en del gange. 

Erik Lamela: 6 – Argentineren scorede et flot mål, og derudover var han længe den største trussel i offensiven for udeholdet. Noteret for en assist efter et godt hjørnespark.

Christian Eriksen: 4 – Efter et forrygende indhop i sidste weekend, var han ganske anonym mod Manchester City. 

Harry Kane: 5 – Det var under rigtig svære vilkår, at englænderen var nærmest ene mand i offensiven store dele af kampen. Fik ikke udrettet det store. 

Indskiftere

Lucas Moura: 7 – Sublimt indhop af brasilianeren, der scorede få sekunder efter, han kom på banen. Han truede samtidig også med sin fart flere gange. 

Giovani Lo Celso: UB – Fik ikke nok spilletid. 

Oliver Skipp: UB – Fik ikke nok spilletid. 

Annonce