Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kane koster: Her er hvad City vil betale

Af Daniel Sichlau
03.08.2021 Kl. 19:07
Harry Kane bliver næppe hentet til spotpris, men nu ved vi hvor langt Manchester City vil strække sig for at lande en handel.

Harry Kane er lige nu i færd med en vaskeægte klassiker fra spilleragenternes grønspættebog, når et skifte væk skal realiseres: 'Bliv væk fra træning i håbet om at klubben kommer på andre og bedre tanker'

Men selvom Kane udebliver fra træning og får et par solide ridser i lakken, så er det slet ikke sikkert at en handel mellem Tottenham og Kane-bejlerne fra Manchester City falder på plads denne sommer.

Det skriver The Athletic. 

Manchester City har nemlig sat smertegrænsen til 130 millioner pund, men det kan vise sig at være for lidt for Tottenhams Daniel Levy, der er kendt som en stædig mand.

Ét er dog, hvis Levy kræver mere for Kane. Noget andet er at Tottenham slet ikke er interesserede i at sælge deres stjerneangriber og slet ikke til en rivaliserende klub i Premier League.

Tværtimod er man rasende over Kanes ageren de seneste par dage. Selv er Kane ganske rolig og mener at hele situationen er blæst ud af proportioner, skriver flere medier.

Der er fire uger til at transfervinduet lukker, så Manchester City og Tottenham burde have tiden til at lande en aftale, såfremt at Tottenham skulle ændre holdning.

Om mindre end to uger mødes de to klubber i den første Premier League-runde og mon ikke der bliver sat fokus på Kane-situationen, hvis der endnu ikke er kommet en afklaring inden da. 

Annonce