Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Italiensk medie: Brandvarm Insigne er et januaremne i Liverpool

Af Morten Bruun Jørgensen
16.10.2018 Kl. 11:38
Liverpool er begyndt at se frem mod transfervinduet i januar, og the Reds har angiveligt Lorenzo Insigne på blokken.

Når transfervinduet åbner igen i januar, kan det være, at Liverpool vil røre på sig.

Klubben hentede Virgil van Dijk sidste januar, og hollænderen har vist sig at være en stor succes i Liverpool, og måske vil the Reds forsøge at gøre kunsten efter om et par måneder, når klubberne igen må handle.

I hvert rapporterer den italienske TV-kanal, Rai Sport, at Liverpool har udset sig Napoli-profilen, Lorenzo Insigne, som et emne i januar.

Den 27-årige italiener har været i storform denne sæson, hvor han har scoret syv mål i 10 kampe – heriblandt ét mod Liverpool i Champions League.

Normalvis har Lorenzo Insigne gjort sig på venstrekanten, men i denne sæson er han blevet rykket op som angriber i Carlo Ancelottis 4-4-2-opstilling, og det er ikke svært at forestille sig italieneren være en gevinst for Liverpool.

Dog er spørgsmålet, om Liverpool reelt har brug for en spiller, som ganske givet vil forvente at være stamspiller, hvilket vil gå ud over enten Roberto Firmino eller mere sandsynligt Sadio Mané.

Samtidig kan det være svært at forestille sig, at han overhovedet har lyst til at forlade Napoli, hvor han har spillet hele sin karriere og er vice-anfører. Hans kontrakt med den italienske storklub løber også frem til 2022.

Annonce