Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ingen kvaler, sheiken betaler: City vil lave to rekordhandler

Af Daniel Sichlau
16.07.2021 Kl. 07:16
I Manchester City taler man om 'a big summer of transfers' og noget kunne tyde på at det også bliver tilfældet.

Glem alt om at Manchester City er nødsaget til at skulle vælge mellem Aston Villas Jack Grealish og Tottenhams Harry Kane. Hvis det er muligt, så vil de forsvarende mestre hente begge spillere.

Det skriver den respekterede Sam Lee for The Athletic, der fortæller at der på de indre linjer i Manchester City tales om a big summer of transfers.

Manchester City står dog overfor to klubber, der vil kæmpe med næb og kløer for at beholde deres stjernespillere. Tottenhams Daniel Levy er ikke kendt som nogen blød mand ved forhandlingsbordet og han kan meget vel være så stædig at han afviser alle bud – uanset størrelse.

I Aston Villa er Jack Grealish en af de absolutte nøglefigurer i det spændende projekt, der håber at kunne kravle yderligere op i tabellen og kæmpe med om europæiske pladser i de kommende år. 

Det bliver formentlig dét der skal stå i vejen for spillernes skifte, selvom der ifølge Lee skulle være en frikøbsklausul i Grealish' kontrakt. Dette er dog ikke bekræftet af Aston Villa selv, der ikke har delt meget viden om stjernens kontrakt.

City skulle dog være nået til enighed med Grealish-lejren forlyder det. Hvad angår Kane er det igen Levy der kan blive stopklodsen.

Ifølge Lee har City selv estimeret at købene af Grealish og Kane vil koste dem i omegnen af £175 – £215 millioner pund, men at man vil barbere udgifterne ned, ved at få solgt flere spillere denne sommer.

Her nævnes Bernardo Silva og Gabriel Jesus som de oplagte bud på spillere der kan forlade Etihad, mens der samtidig også er en stor portion unge spillere, der kan gå for fine beløb.

Desuden har man blandt andet tjent £11.2 millioner pund på Dortmunds salg af Jadon Sancho til Manchester United, da Manchester City havde en indbygget videresalgsklausul i Sanchos aftale med Dortmund.

Altså er der lagt op til en temmelig voldsom oprustning på transferfronten, hvis City får det som de ønsker. 

Annonce