Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hed flirt: Barca-præsident holder døren åben for Guardiola

Af Steffan Axelsen
09.12.2019 Kl. 20:45
Pep Guardiola må gerne banke på Barcelona-præsident Josep Bartomeus dør, hvis han forlader Manchester City.

Med nederlaget mod lokalrivalerne fra Manchester United i weekenden må Manchester Citys Pep Guardiola indse, at han for tiden oplever den værste start som klubtræner.

Flere medier melder nu, at ledelsen i Manchester City allerede er begyndt at lede efter mulige afløsere for Guardiola, idet ledelsen ikke er sikre på, at den spanske træner har hjertet med sig længere.

Rygterne har givet genklang i Barcelona, hvor præsident Josep Bartomeu ikke vil afvise at tage imod Pep Guardiola, hvis han trænger til nye udfordringer.

– Nu er det jo ikke op til mig. Pep besluttede selv at forlade Barcelona for flere år siden, men selvfølgelig er min dør åben for ham. Det vil den altid være for Pep Guardiola her i Barcelona, fortæller Barca-præsidenten til La Repubblica.

Pep Guardiola er i gang med sin fjerde sæson i Manchester City, og den spanske træner har aldrig før stået i spidsen for samme klub i en femte sæson.

Selv har han da heller ikke udtrykt ønske om at prøve nye udfordringer af.

– Jeg er så tryg ved at arbejde i denne klub, lød det fra Guardiola i november.

– Men vi må se, hvad der sker i denne eller næste sæson.

Pep Guardiola har vundet to Premier League-trofæer med Manchester City, men endnu ingen Champions League-titel.

I Barcelona nåede Pep Guardiola at vinde 14 pokaler i løbet af fire sæsoner.

Annonce