Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gratis fra næste uge: Europæisk storklub vil hente Mbappé

Af Emil Plovgaard
29.12.2023 Kl. 17:34

Fra 1. januar – på mandag i næste uge – har Kylian Mbappé blot seks måneder tilbage af sin kontrakt med Paris Saint-Germain.

Det betyder, at den franske verdensstjerne frit kan forhandle med interesserede klubber.

Og en varm bejler til Mbappés underskrift er Real Madrid. I årevis er den spanske storklub kædet sammen med den franske offensivstjerne.

Endnu en gang forsøger klubben fra den spanske hovedstad at lokke Mbappé til klubben. Det skriver det normalt velinformerede medie The Athletic.

I sommeren 2022 forsøgte Real Madrid at hente Mbappé. I stedet endte det dog med, at Mbappé forlængede sin kontrakt med PSG. Nu har Carlo Ancelotti og kompagni lært af sine fejl, lyder det.

Således har man fortalt den 25-årige PSG-stjerne, at han skal have truffet en beslutning senest medio januar, hvis en handel skal kunne blive til noget.

Real Madrid har ellers forsøgt at skære i klubbens udgifter til løn på det seneste. Det er forventet, at en signing af den franske stjerne vil betyde, at han vil kunne hæve det dobbelte af den nuværende bedst betalte spiller i truppen.

Da Jude Bellingham skiftede til Real Madrid, fortalte englænderen, at han havde afvist bedre økonomiske tilbud til fordel for Los Blancos. Et lignende scenarie vil Mbappé nok skulle finde sig i, skriver The Athletic.

Hos PSG er der en fornemmelse af, at Mbappé kan skrive under på en forlængelse. I den franske hovedstad føler man ikke, at Real Madrid vil kunne tilbyde ham en tilstrækkelig lukrativ kontrakt.

Tidligere på ugen lød det, at også Premier League-klubber var interesseret i at hente Mbappé. Læs mere her.

Annonce