Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fullbacks med fut i: Her er Premier League-sæsonens 10 bedste backs

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.04.2019 Kl. 08:24
Planet Football er kommet med sin kåring af sæsonens 10 bedste fullbacks.

10. Luke Shaw

Luke Shaw er adskillige gange blevet betegnet som overvægtig og udedikeret under sin tid på Old Trafford, men denne sæson ser ud til at være sæsonen, hvor englænderen for alvor har fundet sin plads på holdet.

Den 23-årige back spillede rigeligt under José Mourinho og har fortsat i samme dur under Ole Gunnar Solskjær.  De fleste Manchester United-spilleres form har svinget fra godt til skidt og tilbage igen i løbet af denne sæson, men Shaw kan tage prisen som klubbens måske mest konsistente mand.

9. José Holebas

José Holebas var ikke meget for at skifte til Watford i sin tid, og veteranen var også længe om endeligt at slå igennem for The Hornets. Javi Gracia var dog hurtig til at se et lys i backen, og hans fine form fra slutningen af sidste sæson er fortsat ind i denne.

Joshua Kimmich fra Bayern München er den eneste forsvarer i Europas fem største ligaer til at have scoret og assisteret flere mål end Holebas,  hvis bidrag til hele ni mål matcher Andy Robertson og Jordi Alba.

8. Kyle Walker

Kyle Walker var i manges øjne den bedste back sidste sæson, og selvom han bestemt også har præsteret denne, så har han ikke formået at ramme sine egne standarder fra Manchester Citys rekordslående sidste sæson. 

Englænderen har til tider set defensivt skrøbelig,  men han er stadig en vital del af maskineriet på Pep Guardiolas mandskab, hvor kun Aymeric Laporte og Ederson har spillet flere minutter end Walker.

Det siger trods alt noget om hans vigtighed.

7. Ricardo Pereira

Kun to spillere har formået at akkumulere 100 tacklinger og lave 50 succesfulde driblinger på én sæsn i hele Europa.  Det er ingen andre end Aaron Wan-Bissaka og Ricardo Pereira, hvis flotte præstationer måske er gået en kende under radaren.

Men faktum er, at Leicester har svært ved at vinde, når Pereira ikke er på banen – med undtagelse af mod Huddersfield, men dem slår alle.  Når han ikke spiller, taber The Foxes typisk, og derfor er han en spiller, Brendan Rodgers ikke kan leve uden.

6. Matt Doherty

Wolves er svære at gøre sig kloge på.  Den ene uge vinder de over Manchester United for så at sætte en føring mod Watford over styr runden efter.  Doherty har dog været klubbens ene konstante spiller til bare at levere og levere.

Det er svært at tage springet fra The Championship til Premier League,  men Doherty har med sine assists og mål vist, at Wolves ikke skal bekymre sig om at finde ham en afløser lige foreløbigt.

5. Trent Alexander-Arnold

For fem måneder siden steg Jürgen Klopp op og forsvarede sin unge højreback,  som havde gennemgået en svær periode med udskiftning mod City, Røde Stjerne Beograd og nederlaget i Paris til PSG.

Siden da har hans form dog været fortrinlig, og en lille skadespause har holdt ham frisk og fokuseret, Liverpool har kun smidt point i otte Premier League-kampe denne sæson, og fire af dem var uden englænderen på banen.

4. Lucas Digne

Den 25-årige franskmand har været blandt sæsonens bedste signings, og selvom han ikke helt kan matche Andy Robertson fra lokalrivalerne, er niveauet ikke langt fra.

Ser man igen bort fra Joshua Kimmich, så finder du ikke mange andre mere kreative backs i Europa end Digne i øjeblikket.  Han står bag 58 nøgleafleveringer denne sæson, hvilket er på niveau med Raheem Sterling og Jadon Sancho.

Og til trods for de store summer Everton har brugt på transfere i de forgangne sæsoner,  så har kun tre af holdets spillere scoret flere mål end Digne – og ingen har lavet flere assists.

3. Ben Chilwell

Englænderen har væltet Christian Fuchs af tronen på venstrebacken denne sæson,  som må betegnes som hans store gennembrud –  og kronen på værket var en debut for det engelske landshold.

Det er ikke uden grund, at Manchester City sættes i forbindelse med den 22-årige back, for han har været en formidabel forsvarer hele sæsonen,  som heller ikke er bange for at bidrage offensivt.

2. Aaron Wan-Bissaka

Kort efter Wan-Bissakas debut viste det sig hurtigt, at Crystal Palace havde en usleben diamant i gemmerne.  Efter skade til Martin Kelly og Joel Ward blev det unge talent kastet for løverne, men overlevede med bravour.

Han anses i dag som et af Europas lyseste forsvarstalenter, og hans udvikling er sket med så lynende hast, at de færreste havde set den komme.

Forsvarsmæssigt har et latterligt lavt antal modstandere formået at sætte ham i en duel denne sæson,  og med en fortid som offensivspiller på ungdomsniveau falder det ham helt naturligt at angribe også.

1. Andy Robertson

Alle elsker Andy Robertson.  Klopp, Van Dijk, José Mourinho –  og selv Phil Neville.  Den engelske kvindelandsholdstræner kaldte sidste måned Robertson for verdens bedste venstreback i øjeblikket, og det er svært argumentere mod den påstand.

Han har energi i lange baner og masser fart i begge ender af banen,  og så er det svært at sætte en finger på nogen svagheder.  Robertson står i skrivende stund noteret for ni assists denne sæson, og den sæsontotal er kun blevet overgået af en back to gange tidligere i Premier League-æraen.

 

Annonce