Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Firmino afgjorde medrivende opgør på Anfield i overtiden

Af Kalle Thue Gregersen
18.09.2018 Kl. 20:56
Roberto Firmino afgjorde et underholdende opgør på Anfield, da Liverpool vandt med 3-2 over PSG.

Efter en flot Champions League-sæson fra Liverpool i fjor, skulle Merseyside-mandskabet tirsdag aften forsøge at følge op mod franske PSG, som både havde stjernerne Neymar, Kylian Mbappe og Edinson Cavani i startopstillingen. 

Liverpool sad tungt på opgøret i kampens indledning og havde flere gode muligheder for at bringe sig tidligt i front. Forløsningen for Jürgen Klopp og co. kom efter en halv times spil, da et præcist indlæg fra Andy Robertson fandt Daniel Sturridges pande tæt under mål. 

2-0-scoringen kom seks minutter efter, da Gini Wijnaldum blev nedlagt i det franske målfelt. James Milner tog sig af straffesparket, og PSG så rystede ud. 

De franske mestre bragte dog spændingen tilbage i opgøret kort før pausen, da et indlæg sejlede over til Thomas Meunier, der flot sparkede bolden ind bag Alisson. 

Stillingen var dermed 2-1 til Liverpool ved pausefløjt. 

Cirka et kvarter inde i anden halvleg lignede det, at The Reds lukkede kampen, da Mohamed Salah prikkede bolden i mål. Dommeren annullerede dog målet, da Sturridge begik frispark på keeper Alphonse Areola. 

PSG fik otte minutter før slutfløjt bragt balance i regnskabet. En fejlaflevering fra Salah bragte Liverpool-organisationen i usikkerhed. Mbappe fik bolden i feltet og udplacerede Alisson i målet. 

Den indskiftede Roberto Firmino sørgede for ekstasen på Anfield. I overtiden fik brasilianeren bolden inde i feltet og efter et par vævre træk, satte angriberen bolden over i det modsatte hjørne, og sikrede Liverpool sejren. 

Det medrivende opgør endte dermed 3-2. 

Annonce