Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

FIFA-beasts: 10 spillere der var for vilde i spillet - men floppede i virkeligheden

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
05.04.2020 Kl. 09:30
Vi har taget et kig på 10 spillere, som var vanvittige i FIFA, men egentligt aldrig rigtigt slog til i virkelighedens fodbold.

Mauro Zarate:

Der var et tidspunkt, hvor det gav mere mening at bruge 2.500 coins på Zarate end at investere to millioner på Lionel Messi, for Zarata var bedre.

I virkeligheden: Alle var enige om, at han var et kæmpetalent, men han levede aldrig op til de i nogle af de mange, mange klubber, han har repræsenteret gennem karrieren.

Dét, at han trods al sin hype i ungdomsårene, aldrig har fået en A-landskamp for Argentina, taler med tydelige bogstaver.

Marco Sau:

Han ser jo relativt harmløs ud, men hvis man spillede på den rigtige måde (Læs: Den høje bold bag forsvaret,) kunne du være sikker på altid at finde Sau fri mod mål.

I virkeligheden: Så har den italienske angriber været udlejet til et utal af Serie B-klubber, inden han i en årrække klarede det fint for Cagliari og score 45 mål i 194 for klubben, hvilket kunne være værre.

I dag roder han igen rundt i Serie B for Benevento, hvor det umiddelbart er småt med spilletiden.

Emmanuel Emenike:

Han var hurtig, stærk, havde finter og kunne afslutte med begge ben, samtidigt med at han kom først på alt i luftrummet. Han var så stor en pestilens, at man næsten selv blev nødt til at anskaffe ham.

I virkeligheden: Det er så sejt, men Emenike startede karrieren i en klub ved navn Delta Force, men ellers har den nigerianske angribers karriere altså ikke været mere speciel ellers.

Han havde et solidt målsnit i Karabükspor og Spartak Moskva, men siden skiftet til Fenerbahce er det kun gået en vej – ned.

Ifølge Wikipedia har han seriøst ikke scoret et mål siden 2016 i hverken West Ham, Olympiakos, Las Palmas eller Westerlo.

Alexander Esswein:

En af de mest "sweaty" players til dato i spillet, og hans virtuelle evner var på ingen måde baseret på virkeligheden.

I virkeligheden: Esswein har haft én, EN, målrig sæson i sin karriere for Dynano Dresden, da han scorede 17 mål i 31 kampe i 2011.

I de seneste ni sæsoner har han så scoret knap 16 mål i 180 kampe for Nurnberg, Augsburg, Hertha Berlin og Stuttgart…

Taye Taiwo:

Hvis du tjekker hans stats, er det jo klokkeklart, at han var et absolut bæst omkring FIFA 12.  Han var umulige at drible forbi, og han var stærk som en okse og kunne sagtens tonse hele vejen til baglinjen, hvorfra du kunne lave et perfekt indlæg til landsmanden Emenike.

I virkeligheden:  Taywo må have været ret god i Marseille, men da han skiftede til AC MIlan i 2011, spillede han efterfølgende kun fire kampe på to sæsoner. 

Sidenhen blev han udlejet til blandt andre QPR, som må have set hans kort i FIFA 12, men sidenhen er det blevet til ophold hos finske HJK Helsinki, svenske AFC Eskilstuna og finske RoPS.

Felipe Santana:

Han var et bæst rent defensivt og han ragede alt til sig med sine lange ben, samtidigt med at han scorede et utal af mål på hjørnespark, fordi han med sine næsten to meter var et hoved eller to højere end alle andre.

Og med FIFAs logik betød det, at han kom først på alt i feltet.

I virkeligheden: Helt skidt er det måske ikke, men han blev aldrig nogen fast mand for Dortmund og spillede kun 95 kampe på fem sæsoner for klubben, inden han begik helligbrøde og skiftede til Schalke 04.

Her fik han heller ikke meget spilletid, og de sidste tre år inden sin fodboldpension brugte han på at sidde på bænken for Kuban Krasnodar og Atletico Mineiro.

Loic Remy:

Marseille-Remy var et bæst, og det fortsatte han med at være efter skiftet til Premier League, fordi pace på dine angribere var alt dengang.

I virkeligheden: Det kunne være meget værre, og Remy nåede at score en hel del mål i Ligue 1, inden han blev hentet til England, hvor han også præsterede nogenlunde for Newcastle på en lejeaftale.

Det fik Chelsea til at købe ham, men så gik det også kun ned af bakke, selvom han i dag får en del spilletid for Lille. Han var bare udråbt til det helt store franske talent i en periode, og det levede han aldrig op til.

Vlad Chiriches:

Lækre stats, hvor særligt hans fart gjorde ham ekstremt brugbar, selvom han reelt set ikke er det eller nogensinde har været det.

I virkeligheden: Han har sikkert været fin for Steaua Bukarest i sit hjemland, da Tottenham hentede ham i 2013, men det viste sig hurtigt, at han ikke evnede Premier League.

27 kampe blev det til for Spurs, inden han blev sendt til Napoli, hvor han de seneste fem sæsoner har fået i alt 32 kampe.

Victor Ibarbo:

Et af de største mismatch mellem evner i FIFA og evner i virkeligheden.  Han var så latterligt hurtig og latterligt stærk samtidigt, at det var umuligt at tage bolden fra ham, og samtidigt var han også høj, så han vandt alle dueller i luften og scorede vanvittigt mange mål.

I virkeligheden:  Colombianeren har scoret 15 mål i 130 Serie A-kampe. Så er det altså ikke vildere.  Efter adskillige lejeophold for forskellige italienske klubber, som ikke fungerede, er han nu havnet i japansk fodbold, hvor han i øvrigt stadig ikke scorer mål.

Yassine El Chikhaoui:

Femstjernede finter, femstjernet venstreben, fart, gode afslutningsevner. El Chikhaoui kunne alt i FIFA uden at kunne særligt meget i virkeligheden.

I virkeligheden: Tuneseren nåede lige at have et kort ophold i europæisk fodbold for FC Zürich, og det var her, han havde sine kronede dage i FIFA.

Det fik Al-Gharafa til at investere i ham, men det fungerede dårligt, og i dag spiller han for tunesiske Etoile Sportive du Sahel.

 

Annonce