Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fem mulige erstatninger for Sarri

Af Kalle Thue Gregersen
12.02.2019 Kl. 16:15
Maurizio Sarris job i Chelsea er angiveligt kommet i fare, og i den forbindelse giver vi vores bud på fem mulige erstatninger.

To udebanenederlag i træk til henholdsvis Bournemouth og Manchester City med en samlet målscore på 0-10 har angiveligt bragt Maurizio Sarris job i fare efter blot lidt over en halv sæson i spidsen for London-klubben. 

I den forbindelse bringer vi fem kandidater, som kan overtage styringen på Stamford Bridge, såfremt Roman Abramovich vælger at give italieneren sparket. 

Gianfranco Zola

Den italienske klublegende fungerer i øjeblikket som assistent for Sarri, og Zola er da også bookmakernes favorit til at blive Chelseas nye manager. 

Zola har tidligere været manager i England, hvor han har stået i spidsen for Watford, West Ham og Birmingham. Selvom successen udeblev i alle klubber, har Zola noget trænererfaring, han kan falde tilbage på, hvis han bliver udpeget. 

Diego Simeone

Den argentinske manager har høstet store roser for sit arbejde i Atletico Madrid, hvor han blev ansat tilbage i 2011. 

Simeone har sikret Madrid-klubben flere trofæer heriblandt La Liga, Europa League og en europæisk Supercup. Selvom Atletico Madrid i høj grad er Simeones projekt, kan det muligvis tænkes, at han har lyst til at prøve noget nyt på et tidspunkt. 

Atletico Madrid er treer i La Liga, og den spanske klub har et spændende Champions League-opgør mod Juventus i sigte. Hvis Chelsea lykkes med at lokke Simeone til, vil det være et scoop. 

Nuno Espirito Santo

Portugiseren førte i sidste sæson Wolves til oprykning til Premier League, og Ulvene ligner allerede et etableret hold i den bedste halvdel af ligaen. 

Nuno har et stærk økonomi i ryggen i Wolverhampton, og han får mere eller mindre, hvad han peger på. Det kan blive et problem for ham i Chelsea, hvor manageren ikke sidder med den afgørende beslutning. 

Frank Lampard

Endnu en klublegende, som bliver sat i forbindelse med sædet på Stamford Bridge. Lampard er i gang med sit første managerjob i Derby, som ligger lige udenfor playoff-pladserne til Premier League. 

Lampard drømmer unægteligt om en dag at stå i spidsen for The Blues, men lige nu er det måske for tidligt for den tidligere midtbanespiller, som ville have godt af at høste erfaring i Derby. 

Brendan Rodgers

Den nordirske Celtic-manager har mere Premier League-erfaring end de øvrige kandidater, men opholdet i Liverpool huskes stadig i England. 

Rodgers var tæt på at føre Liverpool til klubbens første Premier League-titel, hvorefter det gik nedad bakke, og han endte med at få fyresedlen i Merseyside-klubben. 

Spørgsmålet er, om Chelsea tør satse på Rodgers, som har gjort det fremragende i Celtic. Man skal dog huske at have in mente, at den skotske liga er markant ringere end Premier League. 

 

 

Annonce