Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fanbasen er steget med 500 procent: Wolves-stjerne har kæmpe indflydelse

Af Morten Bruun Jørgensen
16.02.2020 Kl. 09:00
Raul Jiménez har haft indflydelse både på og uden for banen for Wolves, der heller ikke vil af med angriberen.

Det vrimler ikke just med mexicanske fodboldspillere på absolut højeste niveau, men Raul Jiménez er én af dem, og det kan Wolves også mærke.

Ifølge klubbens marketingschef er angriberen skyld i, at klubbens mexicanske fanbase er steget voldsomt over det seneste halvandet år.

– Rauls indflydelse begyndte fra den dag, han skrev under. I de seneste 18 måneder er vores base af mexicanske fans vokset med 500 procent. Nu har vi fem gange så mange mexicanske fans, som vi har i Storbritannien, hvilket er fantastisk, fortæller Russell Jones til Excelsior.

Den 28-årige angriber, der har leveret 37 mål og 17 assists for Wolves hidtil, har gjort sig interessant for større klubber i England og Spanien, men Premier League-klubben har ikke planer om at skulle slippe ham.

– Vi vil være sikre på, at vi beholder Raul. Wolves-bestyrelsen er opmærksom på den indflydelse, han har haft på marketing- og forretningsstrategierne, så jeg håber, det vil være muligt at hente flere mexicanere i fremtiden, lyder det fra Russell Jones.

Wolves’ marketingschef fortæller endvidere, at han gerne ville have spillere fra Indien og Kina, der kunne være med til at øge klubbens omdømme i de to enormt store lande.

Annonce