Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Everton knuste Burnley på Turf Moor

Af Pelle Rigtrup
26.12.2018 Kl. 17:01
Everton var brandvarme, da de i dag besejrede Burnley med hele 5-1 på udebane.

På Turf Moor krydsede to formsvage mandskaber klinger, da Burnley tog imod Everton. Hjemmeholdet løb ind til opgøret med otte nederlag i de seneste 10 kampe, mens Everton senest indkasserede seks mål mod Tottenham. 

Allerede efter to minutter kunne Everton juble, da forsvarsspilleren Yerry Mina steg til vejrs og headede bolden i netmaskerne. Burnley fik dermed en mareridtsstart, men det skulle blive meget værre for Sean Dyches tropper. 
 
10 minutter senere begik forsvarsspilleren Matthew Lowton nemlig et frispark på kanten af feltet. Evertons venstreback, Lucas Digne, fik til opgave at sparke, og han løste opgaven til perfektion og bragte udeholdet foran med 2-0. 
 
Everton havde nu kurs mod en sikker pauseføring, men Burnley var slet ikke færdige med at dumme sig. Under 10 minutter efter 2-0-målet begik Ben Mee straffespark, og fra 11-meterpletten var Gylfi Sigurdsson stensikker. 3-0 til Everton. 
 
Senere i den meget underholdende 1. halvleg formåede Burnley dog at reducere, da Ben Gibson scorede.
 
I 2. halvleg blev ondt værre for Burnley, og endnu engang var venstrebacken Lucas Digne på pletten, da han kanonerede bolden i netmaskerne langt ude fra med 20 minutter tilbage.
 
Her sluttede det dog ikke for Everton. I kampens overtid ville indskiftede Richarlison også lege med, og han scorede til slutresultatet 5-1. 
 
Med sejren er Everton på 8. pladsen, mens Burnley ligger til nedrykning med tre point op til Cardiff på den rigtige side af stregen. 
Annonce