Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Efter påstået interesse fra United og Tottenham: Dansker forlænger sin kontrakt

Af Morten Bruun Jørgensen
08.11.2018 Kl. 13:47
Der venter formentlig en kontraktforlængelse lige om hjørnet for den danske U21-landsholdsspiller, Joachim Andersen, der angiveligt er et emne i Tottenham og Manchester United.

Joachim Andersen har fået sit gennembrud på den helt store scene.

Den blot 22-årige dansker skiftede sidste sommer til Sampdoria, men det er først i denne sæson, at han har slået igennem for den italienske klub, hvor han nu er fast mand i startopstillingen og har udviklet sig til at være en profil.

Midterforsvareren har endda været så god, at der ifølge B.T. er interesse fra Inter og Juventus, mens flere udenlandske medier også har berettet om interesse fra Manchester United og Tottenham.

Det har nu fået Sampdoria til at reagere, og ifølge den danske avis er Joachim Andersen blevet belønnet for sine præstationer med en ny kontrakt. Den nye aftale løber angiveligt frem til 2022, og den er dermed et år længere end den nuværende kontrakt.

Endnu har Sampdoria ikke meldt noget officielt ud om en kontraktforlængelse til Joachim Andersen, der også står til at forhøje sin årsløn ganske betragteligt.

Hvis der kommer en kontraktforlængelse i stand, vil det kun være med til at hæve prisen på den danske U21-landsholdsspiller, som ifølge La Republica er mindst 30 millioner euro – svarende til næsten 225 millioner kroner – værd.

Annonce