Dieumerci Mbokani: Burde have haft samme karriere som Eto'o og Drogba
Dieumerci Mbokani optrådte i Premier League i 2015/16-sæsonen og 2016/17-sæsonen for henholdsvis Norwich og Hull, men ifølge angriberen kunne adresserne have været langt mere prominente.
I 2010, hvor Mbokani spillede for Standard Liege, havde han nemlig muligheden for at komme til Liverpool.
Congoleseren endte dog med at tage til AS Monaco, og det var en beslutning, som fik fatale konsekvenser for karrieren, mener hovedpersonen selv.
– Da jeg spillede i Standard, skulle jeg vælge mellem Monaco og Liverpool, men jeg endte med at tage den forkerte beslutning, siger han til Het Nieuwsblad og tilføjer:
– Hvis jeg var taget til Liverpool, kunne jeg have haft den samme karriere som Eto'o eller Drogba. Med mine kvaliteter føler jeg, at jeg ikke burde have været de to underlegne.
Mbokani scorede bare én gang i ti optrædener for Monaco. Han har desuden spillet for Anderlecht, Wolfsburg, Dynamo Kiev og nu Royal Antwerp.