Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De kom, de så, de scorede: 5 PL-målslugere du måske havde glemt

Af Pelle Rigtrup
05.04.2020 Kl. 20:44
Vi har rodet i arkiverne og fundet fem gamle Premier League-målslugere frem, som du måske eller måske ikke havde glemt alt om.

Vi glemmer aldrig store Premier League-målslugere som Thierry Henry, Ruud van Nistelrooy, Alan Shearer og Didier Drogba, men andre angribere er så småt ved at gå i glemmebogen, selvom de i deres storhedstid scorede mål på samlebånd i en eller flere Premier League-sæsoner. 

Vi har udvalgt fem tidligere Premier League-angribere, der alle scorede mange mål i en eller flere sæsoner, men som du nu måske har glemt alt om. 

Kevin Phillips

Phillips har over 260 Premier League-kampe på CV'et, men han er næppe den første angriber, der dukker op, når du skal nævne en Premier League-angriber. Det skyldes muligvis, at Phillips aldrig nåede at spille for en af de største klubber, hvilket kan undre en smule, når man ser på hans måltotal i 1999/00-sæsonen. Her scorede Phillips vanvittige 30 mål i 36 kampe for Sunderland, hvilket ikke blot sikrede ham topscorertitlen, men også den europæiske guldstøvle. I de to efterfølgende sæsoner nåede Phillips op på henholdsvis 14 og 11 ligamål, hvilket bestemt er godkendt, men han overgik aldrig præstationen fra 1999/00. 

Marcus Stewart

Englænderen havde ikke nogen lang karriere i Premier League. Faktisk nåede han blot tre sæsoner i Englands bedste række, men det kunne formentlig være blevet til meget mere, hvis han havde fortsat stilen fra debutsæsonen i ligaen.

Tilbage i 2000/01-sæsonen scorede Stewart hele 19 ligamål for Ipswich, hvilket sikrede ham en andenplads på topscorerlisten bag Jimmy Floyd Hasselbaink. Ipswich-spilleren scorede således flere mål end både Henry og Owen, hvilket må siges at være en imponerende bedrift på daværende tidspunkt. Desværre for Stewart gik Premier League-karrieren herefter nedad bakke, og han formåede blot at score seks og ét mål i de efterfølgende to sæsoner for henholdsvis Ipswich og Sunderland. 

Andrew Johnson 

Johnson scorede hele 27 ligamål, da Crystal Palace i 2003/04-sæsonen sikrede sig oprykning til Premier League, og fansene forventede derfor også, at han skulle være manden med mål i støvlerne i landets bedste række. Og Johnson skuffede ikke. 

Crystal Palace endte godt nok med at rykke ned igen, men Johnson scorede hele 21 gange og sikrede sig en andenplads på topscorerlisten. Englænderen valgte trods nedrykningen at blive i Palace, men i 2006 rykkede han til Everton, hvor han dog ikke formåede at få samme succes. Det blev til 11 ligamål i 2006/07-sæsonen, men han nåede aldrig måltotalen fra den flotte sæson i Palace. 

Benni McCarthy

Med 18 ligamål for Blackburn overgik Benni McCarthy i 2006/07-sæsonen legendariske navne som Cristiano Ronaldo, Wayne Rooney og Robin van Persie. Kun Chelseas Didier Drogba scorede flere mål end sydafrikanske McCarthy, der dermed blev et af de hotteste navne i ligaen. McCarthy formåede i de efterfølgende to sæsoner at score henholdsvis 8 og 10 ligamål for Blackburn, men herefter gik det nedad bakke for angriberen, der skiftede til West Ham i 2010. Opholdet i West Ham bød på sølle 14 kampe i alle turneringer og nul mål fra den før så giftige sydafrikaner. 

Roque Santa Cruz

De fleste kender formentlig Roque Santa Cruz, men det er sandsynligvis for hans tid i Bayern München og på det paraguaynske landshold, hvor han står noteret for et hav af kampe og mål. Santa Cruz har dog også været et smut forbi Premier League, og i 2007/08-sæsonen var han blandt ligaens farligste spillere med 19 kasser for Blackburn. De mange mål vakte nyrige Manchester Citys interesse, og klubben smed £17,5 mio. på bordet for angriberen. Tiden i City blev dog ikke nogen succes, og Santa Cruz formåede aldrig at komme i nærheden af de 19 mål. 

Annonce