Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De bedste og dårligste transfers: Chelsea overbetalte stort for Kepa

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.09.2018 Kl. 08:25
Fodboldanalyseinstituttet CIES har foretaget en analyse af sommerens transfers for at se, hvem der har foretaget gode handler - og hvem der har foretaget knap så gode handler.

Det lå hele tiden i kortene, at der ville ske en rokade på målmandspositionen i Chelsea, men ifølge en ny undersøgelse endte The Blues med at sælge Thibaut Courtois til underpris til Real Madrid, mens man overbetalte stort for erstatningen i form af Kepa Arrizabalaga.

Det er fodboldanalyseinstituttet CIES Football Observatory, der har foretaget en undersøgelse af,  hvilke transfers der har været gode for klubben, der har købt en spiller –  og hvilke handler, der har været gode for klubberne, der har solgt en spiller.

Det har instituttet gjort ved at kigge på, hvad den egentlige transfersum for en spiller har været og sammenlignet den med, hvad en "fair" pris for samme spiller før købet havde været.

Det bliver lidt kringlet, men den "fair" pris er kort sagt gennemsnitttet af den forventede pris på spilleren og spillerens nuværende transferværdi. 

Herunder kan du se de fem bedste og fem værste køb af Premier League-klubber – ud fra, hvorvidt klubberne har overbetalt eller underbetalt for spillerne.

De fem bedste køb (bemærk, at priserne er i euro)

1. Fabinho fra Monaco til Liverpool

Fabinho kostede angiveligt €55 millioner, men den "fair" pris havde været på hele €73,8 millioner.

Dermed har Liverpool gjort en god handel og betalt €18,8 millioner mindre, end klubben kunne og måske burde have gjort.

2. Lucas Torreira fra Sampdoria til Arsenal

The Gunners betalte €30 millioner for midtbanespilleren, men en fair pris havde ifølge CIES været €41,9 millioner.

Altså har Arsenal sparet sig selv €11,9 millioner på handlen.

3. Joao Moutinho fra Monaco til Wolverhampton

Den aldrende midtbanespiller skiftede for blot €5,6 millioner, men burde på fair vis være blevet solgt for €14,9 millioner.

Wolves havde generelt et godt transfervindue, men med Moutinho sparede man altså €9,3 millioner

4. Xherdan Shaqiri fra Stoke til Liverpool

Shaqiri kostede "kun" €14,7 millioner –  hvilket i høj grad skyldes hans frikøbsklausul i tilfælde af nedrykning.  Havde han ikke haft den, havde en fair pris for schweizeren været €22,2 millioner.

Derfor sparede The Reds mindst €7,5 millioner på Shaqiri-handlen.

5. Allison Becker fra AS Roma til Liverpool

Endnu en fornuftig handel af Liverpool ifølge CIES, selvom Alisson kortvarigt var den dyreste målmand nogensinde. 

Han kostede €72,2 millioner, men en fair pris havde været €79,3 millioner, så Liverpool har sparet €6,8 millioner på den brasilianske keeper, selvom verden måbede over prisskiltet til at begynde med.

De fem værste køb af Premier League-klubber:

1. Kepa Arrizabalaga fra Athletic Bilbao til Chelsea

Chelsea havde travlt og aktiverede frikøbsklausul på den spanske keeper og betalte dermed €80 millioner. 

Havde man haft tid til at forhandle en pris fremfor at aktivere klausulen, havde The Blues formentlig betalt mindre, for de €80 millioner er langt over CIES' fair pris for keeperen.

Den fair pris havde ifølge analyseinstituttet været €35,3 millioner, hvilket betyder, at The Blues overbetalte med €44,7 millioner.

2. Riyad Mahrez fra Leicester til Manchester City

City endte med at få Mahrez efter at have jagtet ham længe, men mestrene måtte også betale en dyr omgang for kantspilleren. €85 endte prisen på, selvom en mere fair pris havde været €57 millioner.

Derfor betalte City €28 millioner for meget for algieren, men sådan er det at forhandle med en klub som Leicester, der ikke er tvunget til at sælge.  Manchester Uniteds interesse i Maguire er et andet eksempel på samme scenarie.

3. Yerry Mina fra Barcelona til Everton

Yerry Mina imponerede til VM-slutrunden, hvilket har skudt hans pris i vejret og fået Everton til at betale en gevaldig overpris.

Den fair pris for Mina havde været €13 millioner, men The Toffees betalte €31,8 millioner – altså en overpris på €18,8 millioner.

4. Daniel Ings fra Liverpool til Southampton

Ings har startet sin comeback-sæson for Southampton med stor bravour, men det virkede helt vildt, da The Saints valgte at betale €22,2 millioner for en angriber, der ikke havde spillet en kamp i flere år.

Det mener CIES også. Den fair pris for Ings havde været €7,4 millioner, så Liverpool har gjort en god handel, mens Saints har lavet en mere tvivlsom én af slagsen ved at overbetale med €14,8 millioner.

5. Richarlison fra Watford til Everton

Endnu en spiller, som kostede dyre domme, men som er startet som lyn og torden hos sin nye klub. Richarlison kostede €56 millioner for Everton, hvilket er €13,2 millioner mere end den fair pris på €42,2 millioner.

Om han viser sig at være pengene værd, må tiden vise, men brasilianeren har stemplet godt ind hos The Toffees – ser man bort fra hans røde kort. 

 

 

Annonce