David Ginola: United kan risikere at miste Martial
Anthony Martial var ikke med, men derimod på standby-listen, da Didier Deschamps torsdag udtog Frankrigs trup til VM-slutrunden i Rusland.
Udeladelsen kommer efter en periode uden særlig meget spilletid i Manchester United, og derfor frygter David Ginola, som blandt andet spillede for Tottenham fra 1997 til 2000, at kantspilleren kan få lyst til at opsøge et skifte væk fra klubben.
– Anthony Martial er ikke med i truppen, fordi man er nødt til at spille regelmæssigt for sin klub for at kunne spille regelmæssigt på landsholdet, indleder han over for Sport og fortsætter:
– Deschamps har så mange muligheder – angribere som Kylian Mbappe og Antoine Griezmann, der har præsteret godt for landsholdet over længere tid – at han ikke kan være med, når han ikke spiller. Spillere som Martial skal spille og score mål for selvtillidens skyld.
– Hvis han ikke kan spille regelmæssigt i Manchester United, vil han sandsynligvis kigge sig om efter en anden klub og finde en, hvis han vil.
Anthony Martial har især været henvist til bænken efter Alexis Sanchez' ankomst.