Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bookmakere: De er favoritter til at vinde VM

Af Emil Plovgaard
01.04.2022 Kl. 18:31
En af Danmarks modstandere ligger helt i toppen, hvad angår favoritværdigheden.
"It's coming home"… Sangen er blevet synonym med England ved samtlige fodboldslutrunder, lige siden megahittet udkom i 1996. Måske er der mulighed for, at trofæet kommer hjem til England, som det også gjorde i 1966.
 
Bookmakerne rangerer i hvert fald englænderne højt på favoritværdigheden, men Southgates tropper må se sig slået af Brasilien, der lige giver en my mindre igen.
 
England er havnet i en favorabel position i forhold til VM-gruppespillet, hvor The Three Lions er blevet trukket ud mod USA, Iran og Skotland/Wales/Ukraine.
 
Det betyder, at England nu er på andenpladsen over favoritter til at vinde VM-slutrunden, mener bookmakerne ifølge Oddschecker. Der er dog tæt løb i toppen, hvor Brasilien giver odds 6,5, mens man kan få pengene syv gange igen ved engelsk sejr.
 
Før lodtrækningen var England bag Frankrig, men dem er man nu havnet under, hvad angår oddssætningen.
 
– De første to (USA og Iran, red.) er naturligvis landshold, der ikke har spillet i et stykke tid, og det tredje hold er totalt ukendt, men der er mulighed for et britisk derby. Vi kender dem alle sammen, lyder det fra Englands landstræner Gareth Southgate til BBC.
 
Kun Brasilien er fortsat favoritter til at vinde VM-slutrunden. Brasilianerne skal møde Serbien, Schweiz og Cameroun senere på året i Qatar.
 
Frankrig er på tredjepladsen, og de skal møde Danmark, Tunesien og Peru/Australien eller De Forenede Arabiske Emirater i gruppespillet.

Annonce