Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

BLOG: Stop nu. Premier League skal spilles på britisk græs

Af Daniel Sichlau
28.09.2021 Kl. 11:18
Interessen for Premier League er massiv og global, men kampene bør blive på britisk grund.
Den skulle jo komme frem til overfladen på et tidspunkt, men nu er den her så: Idéen om at afvikle Premier League-kampe i andre lande end Storbritannien.
 
Det velinformerede sportsmedie, The Athletic, kunne mandag berette om møder i Premier League-regi, hvor man overvejer at rykke kampe til ‘vækstmarkeder’ for at skrue yderligere op for interessen og indtjeningen.
 
En idé der skurrer i ørerne på dem, der holder af Premier League og britisk fodbold, af flere årsager end bare stjernenavnene. Dem der forelskede sig i historierne om klubberne og deres ophav. Kulturen og arven der er gået fra generation til generation.
 
Det er sangene, tilråbene, (røver)historierne og taxachaufførerne, der gerne kommer med deres bud på, hvordan klubberne bør drives, mens de kæmper sig igennem tæt trafik i den britiske efterårsregn. Hele den store smeltedigel af kultur, der ikke kan streames på den anden side af kloden. Det er dén der udsættes for et snigløb af jakkesæt, der påstår at ville det bedste for de klubber og institutioner de repræsenterer.
 
Faktum er at interessen for Premier League bare stiger og stiger. Millioner og atter af millioner af fodboldentusiaster og fans, investerer i dyre domme for at følge med i verdens største fodboldliga. Det er blevet et milliardforetagende siden etableringen og professionaliseringen af den bedste engelske række i 1992.
 
Uanset hvor romantisk et forhold man har til sporten, så er det et faktum at de professionelle ligaer er et underholdningsprodukt. Og den slags skal sælges for at kunne løbe rundt i dets nuværende form: Så enkelt er det.
 
Det ændrer dog ikke på, at man lige nu er ved at sælge ud af kronjuvelerne for ussel mammon. Den britiske fodboldkultur er i forvejen truet af den massive interesse fra udlandet. Lad falde hvad ej kan stå, lød det fra en tidligere dansk statsminister, men man risikerer at fjerne den sidste del af charmen.
 
For hvad er næste skridt? Hvornår skal hele og halve sæsoner rykkes fra de britiske øer? Og skal en Premier League-klub nødvendigvis ligge i en britisk by? Det er meget muligt at nogle af tankerne er ude på det hypotetiske overdrev lige nu, men vi er på vej derhen, hvis vi også rykker spillet fra dér, hvor det hele startede.
 
Først var det European Super League og nu er vi her, hvor britisk fodbold i fremtiden, kan blive spillet i Kina. 
 
Bønnen herfra er dog klar og tydelig: Lad Premier League blive hvor den hører hjemme.
Annonce