Bilic forklarer optrin, der førte til rødt kort: Hvis du gerne vil dræbe os, så gør det
West Bromwich-træner Slaven Bilic blev i lørdagens 2-5-nederlag til Everton udvist i pausen, efter han søgte en forklaring på et af målene i en diskussion med dommer Mike Dean.
Dominic Calvert-Lewins første – ud af tre – mål blev først annulleret for et frispark, men sidenhen godkendt af VAR-dommeren. Til stor frustration for Slaven Bilic.
– Analysefyrene fortalte mig, at der var frispark til os før målet, siger Slaven Bilic til BBC Sport.
– Som manager bør man være i en situation, hvor det er ok at spørge dommeren, hvad der sker. Kampen var ikke i gang, og der var ingen omkring os. Jeg bandede ikke, men spurgte på en frustreret måde, hvad der foregik.
– Men han ignorerede mig bare og gav mig det røde kort. Jeg sagde til ham: “hvis du gerne vil dræbe os, så dræb os”. Det var det.