Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

BBC-journalist: Liverpool har kun £20 millioner til spillerkøb denne sommer

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
15.05.2019 Kl. 08:11
Ifølge David Ornstein går Liverpool en stille sommer i møde på transferfronten.

Der er lagt op til, at de nykronede mestre fra Manchester City kommer til at spendere store summer denne sommer for at kunne sikre sig endnu et mesterskab og gøre det til tre på stribe.

Det samme kan ikke siges om titelrivalerne Liverpool, hvis man skal tro BBC-journalisten David Ornstein,  der tirsdag aften gennemgik de engelske storklubbers transferplaner for sommertransfervinduet.

Pengene er simpelthen ikke til det,  efter man sidste sommer brugte over 1,2 milliarder på spillerkøb.

– Der er ikke særligt mange penge tilbage.  Alle handler,  som klubben kommer til at foretage denne sommer,  bliver for summer mindre end de £13 millioner, som man betalte for Xherdan Shaqiri,  fortæller Ornstein.

Jürgen Klopp og klubben er adskillige gange gennem de seneste måneder blevet sat i forbindelse med to tyske landsholdsspillere; Julian Brandt fra Leverkusen og Timo Werner fra RB Leipzig.  Ingen af de to handler kommer dog til at ske, fortæller Ornstein.

– Interessen i Brandt kommer ikke til føre til noget denne sommer.  Der har tidligere været interesse i samme vindue, hvor man hentede Mohamed Salah i 2017.  Han havde dengang ikke lyst til at blive andenviolin, og situationen ser kun værre ud for ham nu. Det samme gælder Timo Werner, fortæller Ornstein.

Han mener at vide, at klubben er på udkig efter en backup til Andy Robertson og en alsidig angriber,  som kan erstatte Daniel Sturridge, der angiveligt forlader klubben denne sommer.  Det bliver dog ikke nogle store navne,  da Liverpool næppe kommer til at bruge mere end £20 millioner på de to.

– Klubben kommer til at hente for knap £20 millioner,  og så kan du lægge pengene for kontrakter på fire-fem år samt agentsalærer oveni.  Det bliver en stille sommer for Liverpool, siger Ornstein.

Med til historien hører det, at David Ornstein typisk er allerskarpest på nyheder om Arsenal, så det er ikke til at sige, hvor gode hans kontakter angående Liverpools transfervindue er –  selvom BBC plejer at være ekstremt pålidelige. 

Hans ord stemmer dog fint overens med alt, Jürgen Klopp hidtil har fortalt.  Den tyske træner har til sine pressemøder mod slutningen af sæsonen også lagt op til, at hans trup kun har brug for nogle enkelte tilføjelser denne sommer. 

Annonce