Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Av, United: Pogbas transferværdi halveres næsten

Af Morten Bruun Jørgensen
30.03.2020 Kl. 12:38
Klubber bliver hårdt ramt af coronavirussen, der koster økonomisk, og det går blandt andet ud over Paul Pogbas transferværdi.

Coronavirussen sætter sine økonomiske spor i fodboldverdenen, og det kan Manchester United blandt andre klubber komme til at mærke.

For ifølge CIES Football Observatory kan Paul Pogbas værdi på transfermarkedet nærmest blive halveret.

Det velrespekterede firma har vurderet, hvad der vil ske med transferværdien for spillerne i de fem største ligaer, hvis ligaerne ikke genoptages og kontrakterne ikke forlænges før slutningen af juni.

Samlet set var værdien for spillerne i de fem største ligaer 274 milliarder kroner, inden udbruddet af Covid-19, og den vil falde til 175 milliarder kroner ved starten af juli.

Der er en række faktorer, der er afgørende for spillerværdien. Det drejer sig blandt andet om alder, kontraktlængde, karrierevej og seneste præstationer.

Derfor vil Paul Pogba ifølge CIES Football Observatory have et fald i sin markedsværdi fra 485 millioner kroner til 261 millioner kroner, hvilket er tæt på en halvering.

Direktør for CIES Football Observatory, Dr. Raffaele Poli, forventer, at priserne på transfermarkedet nu vil ændre sig markant i den kommende tid.

– Priserne har fordoblet sig på fem år, så den samme spiller nu koster dobbelt så meget som for fem år siden, hvilket er ret vanvittigt. Men jeg forventer nu, at denne store inflation vil stoppe, fordi den økonomiske krise vil ramme, siger han til forbes.com.

Hvis Manchester United bestemmer sig for at sælge Paul Pogba til sommer, kan det altså blive svært for den engelske storklub at indkassere et rigtig stort millionbeløb, hvis man skal gå ud fra beregningerne.

Annonce