Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Arsenal slår hårdtkæmpende Watford-mandskab

Af Søren Nielsen
15.04.2019 Kl. 21:05
Arsenal var i overtal i næsten 80 minutter, og dette udnyttede holdet, der nu er at finde i Premier Leagues top 4.

Mandag aften skulle Arsenal forsøge at holde trit med de øvrige tophold i Premier League. Der ventede dog en svær udebanekamp mod Watford, der har spillet en stor sæson indtil nu.

Der gik ikke længe, før FA Cup-finalisternes vej til sejr blev meget vanskelig. Efter 10 minutters spil modtog Ben Foster en tilbagelægning, og Watford-keeperen, der ellers har stået en god sæson, viste endnu en gang, at hans force ikke er spillet med fødderne.

Den lynhurtige Arsenal-angriber Pierre-Emerick Aubameyang nåede nemlig at blokere Fosters spark, hvilket resulterede i, at bolden røg direkte ind i målet. Derfor kunne Aubameyang fejre sit 18. sæsonmål med en saltomortale.

Blot et minut senere blev vejen til sejr endnu længere for Watford. Watford-angriberen Troy Deeney blev udvist, efter han langede en albue af sted og dermed så Arsenal ud til at have alle muligheder for at tage de tre point.

Watford lagde sig på ingen måde ned, og selvom Arsenal havde bolden klart mest, så kom Watford frem til enkelte fine chancer.

Arsenal kunne dog gå til halvleg med en 1-0-føring.

I anden halvleg var der flere store chancer, og Ben Foster måtte hive en feberredning op af arsenalet for at holde Watford inde i kampen efter 57 minutters spil.

Watford havde fortsat flere gode muligheder, men ind ville bolden ikke. På trods af god fight efter udvisningen af anfører, Troy Deeney, måtte de se Arsenal løbe med sejren.

Arsenal-træner Unai Emery kunne efterfølgende glæde sig over, at Arsenal-holdet holdt nullet for første gang på udebane i denne sæson. De tre point betyder, at Arsenal kravler op på fjerdepladsen i Premier League.

Annonce