Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Andre ser lyset: Liverpools danske indkasttræner afviser flere PL-hold

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
09.09.2019 Kl. 07:24
Thomas Grønnemark har afvist adskillige tilbud om også at træne andre Premier League-klubber.

De fleste var skeptiske, da det sidste sommer kom frem, at Liverpool havde hyret den danske indkastræner Thomas Grønnemark.

Men ét år senere er den 43-årige dansker en ekstremt ombejlet herre, som fik sin kontrakt forlænget med Liverpool, samtidigt med at han arbejder for fire andre europæiske klubber – heriblandt FC Midtjylland, Gent samt to andre klubber, som danskeren ikke må sætte navn på.

– Jeg ved, det er skørt, men klubberne ønsker ikke, at det kommer ud i offentligheden. Der er en hemmelig belgisk klub, og så er der en anden storklub, som ikke er fra England, fortæller Grønnemark til The Athletic.

Diskretionen siger måske noget om, at det fortsat ikke er blevet helt mainstream at have en træner dedikeret til kun at træne holdets indkast. Men det er måske ved at ændre sig, for Grønnemark har haft adskillige henvendelser fra andre Premier League-klubber end The Reds.

– Jeg har fået henvendelser fra fire andre Premier League-klubber, men jeg ønsker ikke at træne en direkte rival til Liverpool. Det har været mit valg at sige nej, udtaler indkastræneren.

Valget er truffet ud af respekt for Jürgen Klopp, som var den første træner til for alvor at omfavne den viden, som danskeren bragte til bordet.

– Den første klub, som tog hele "pakken",  var Liverpool. Det skøreste er, at jeg aldrig har fået ligeså meget indflydelse hos nogen anden klub, og det siger meget om mentaliteten og kulturen i Liverpool, siger Grønnemark.

 

Annonce