Ancelotti tror på succesen: Målet er Europa League eller Champions League
Med fire sejre og en uafgjort mod ærkerivalerne og mestrene fra Liverpool, kunne Evertons sæsonstart nærmest ikke have været bedre. The Toffees fører Premier League-tabellen inden søndagens udekamp mod Southampton, og manager Carlo Ancelotti er optimistisk omkring fremtiden.
Italieneren præciserer samtidig, at den fremragende begyndelse ikke har ændret på den grundlæggende målsætning for sæsonen.
– (Vores mål, red.) har ikke ændret sig. Vi er startet godt, og vi vil nå de europæiske positioner, udtaler han ifølge Sky Sports.
– Vi vil spille i Europa i næste sæson, så der er to muligheder – Europa League eller Champions League.
– Vi håber at nå det mål, som er rigtig vigtigt for os og for klubben, tilføjer Ancelotti.
Southampton-Everton har kickoff kl. 15. i dag.