670 millioner: Klopp byder på Barcelona-spiller
Liverpool har haft en forrygende sæson, hvor de både defensivt og offensivt har imponeret, men Jürgen Klopp stiller sig ikke tilfreds med den nuværende trup.
Han agter derfor at forstærke truppen yderligere, når transfervinduet åbner, og den succesfulde tysker har rettet blikket mod Spanien.
Her har han ifølge det spanske medie Sport udset sig FC Barcelonas Ousmane Dembele, der har været hårdt plaget af skader i indeværende sæson.
De store skadesproblemer har dog ikke skræmt Klopp væk, og han har derfor bedt Liverpool om at tilbyde catalanerne €90 mio. – eller i omegnen af 670 millioner danske kroner – for den franske offensivspiller.
FC Barcelona skulle efter sigende være klar til at give Dembele en chance mere fremfor at sælge ham, men coronavirussen kan ende med at tvinge catalanerne til et salg.
Sport melder således, at virussen vil få store økonomiske konsekvenser for FC Barcelona, hvilket kan føre til et salg i jagten på at skaffe kapital.
22-årige Dembele har blot spillet fem ligakampe for catalanerne i denne sæson.